Skal du overhovedet fodre fuglene i din have?
Man kan diskutere, om vi som mennesker hjælper fuglene unødvendigt, og om fuglene ikke på egen hånd burde kunne finde føde.Her skal man dog huske, at vi gennem tiden har fjernet en del af den biotop som fuglene nyder godt af, hvorfor de i dagens byer og villahaver kan have sværere ved at finde føden.
Det kan dog siges, at langt de fleste fugle uden problemer kan klare vinteren uden vores hjælp, men ved at fodre fuglene i din have har du liv og flotte farverige fugle at kigge på gennem vinduet.
Hvordan skal du så fodre?
Vi anbefaler du anskaffer dig et foderbræt/foderautomat der kan placeres, således at katte ikke kan nå fuglene, mens de benytter pladsen, eller afskrække dem fra at bruge pladsen. Selvom du ikke selv har kat, eller ser katte i din have, skal du være opmærksom på, at nabokatte udmærket kan se fordel i, at komme oftere på besøg hvis de opdager et dårligt placeret foderbræt.
Hvor meget og ofte skal du fodre?
Det anbefales at bruge mottoet: Hellere oftere og småt - end sjældent og meget.
Fodringen skal ses som en hjælp til fuglene, ikke som en 5 stjernet restaurant med morgen-, middag-, aftens- og natmad inkudleret.
Såfremt der ligger madrester tilbage kan du også være uheldig at tiltrække uønskede rotter til foderpladsen. Det er bedst at fodre fuglene om morgenen, på den måde undgår du også at tiltrække uønskede natgæster. Det anbefales også, hvis du har mulighed for, at give fuglene adgang til vand, da de i den hårde vintre kan have udfordringer med at finde vand.
Placer dit foderbrædt tæt på noget naturbeplantning i haven og ikke blot i indkørslen, så føler fuglene sig mere trykke, og let kan finde ly for farer. På den måde vil fuglene også oftere bruge din foderplads.
Det er vigtigst at fodre om vinteren, hvorfor du kan skrue ned for fodringing som vinteren fortager sig og forårets beplantning begynder at hjælpe fuglene med deres naturlige føde.
Hvad skal du fodre med?
Fuglene i haven foretrækker foder med et højt fedtindhold. Dette kan hjælpe med at "polstre" dem i den kolde vinter.
De mejsekugler og vildtfoderblandinger, som man kan købe i butikkerne er oftest af meget forskellig kvalitet. Mejsekugler med højt fedtindhold, samt fede frø såsom solsikke- og hampefrø er at foretrække for fuglene i din have. Derudover er nødder og rosiner godt. Nogle af de foderblandinger man kan købe, har et højt indhold af majs og hirsefrø. I disse blandinger er der meget spild, som fuglene ikke spiser, hvorfor disse blandinger ikke er at foretrække. Derfor kan det godt betale sig at betale en lidt højere pris for at få en god kvalitet for at forkæle fuglene i din have.
Alternativt kan du selv lave foderet. På den måde bestemmer du selv hvilket indhold, der skal være i foderet. Fremgangsmåden er enkelt: Smelt fedt fra fx. svin eller okse (Husk at fedtet ikke må være saltet eller krydderet). Derefter tilsætter du frø, nødder og rosiner efter eget valg. Til sidst hælder du blandingen i en passende beholder og sætter den til afkøling. Du kan evt. stikke et stykke ståltråd i, så du kan hænge foderbollen op i haven, når den er kølet af.
Fuglene i din have kan også godt lide gamle æbler og andre madrester. Dog kan dette også tiltrække større fugle som måger og krager. Man skal derfor være varsom, og fodre i mindre mængder.