Undgå hundehår med en hårløs hund

Der findes mange forskellige racer af menneskets bedste ven. Der er glathårede, ruhårede, langhårede hunde, og der er endda også nogle hunde helt uden pels eller med kun ganske lidt pels. Så, er man ikke til hundehår på tøjet og i sengen, så er én af disse liebhaverracer måske svaret.

Her i Danmark har vi 3 forskellige racer af “nøgne” hunde. Der er kinesisk hårløs, mexikansk hårløs og peruviansk hårløs. Der har også været racer som “tyrkisk nøgenhund”, “afrikansk sandhund” og “abyssinsk hårløs hund”. Disse racer eksisterer, så vidt man ved, ikke mere. Men i 1972 dukkede der en ny hårløs race op, nemlig “amerikansk hårløs terrier”. Der blev født en enkelt hårløs hvalp, i et kuld, hvor resten af hvalpene havde pels.

Den amerikanske hårløse terrier er helt nøgen. Den er lyserød med sorte, grå, røde eller brune pletter, og så vidt vides, findes der kun nogle ganske få eksemplarer af denne race, alle i USA. Alle disse  hårløse racer har dét tilfælles, at de mangler pels. Nogle nøgenhunde har lidt pels, og andre er helt nøgne bortset fra øjenbryn og vipper.

Kinesisk hårløs

Den kinesiske hårløs er en gammel race, der har eksisteret siden 100 år f.k.. Selv om racen hedder kinesisk hårløs, så stammer den oprindelig fra Afrika. Fra Afrika kom den til Kina, hvor den var mandarinens kæledyr. Da de kinesiske handelsmænd havde hundene med på deres skibe som sengevarmere, kom den også til andre dele af verden. I Amerika blev den udstillet første gang i 1885 i New York, og i 1975 stiftede amerikanerne en specialklub for racen.

Englænderne kaldte racen for Chinese Emperor, men i 1969 relancerede de racen som chinese crested dog, som den hedder idag. Herhjemme blev de første eksemplarer observeret i 1910, og i 1950’erne blev den første gang udstillet. Idag findes der under 50 eksemplarer af racen herhjemme, som er blevet opdrættet her i Danmark siden 1979.

Der er 2  varianter, nemlig én uden pels og én med pels. De 2 varianter har fået hver sit navn. Varianten med pels hedder powder puff, navnet har den højst sandsynligt fået, fordi den minder lidt om en pudderkvast.

Den hårløse variant hedder chinese crested, pelstoppen på hundens hoved kalder man en “crest”. Powder puff’en har en lang silkeagtig blød pels, der elegant svæver om hunden, når den bevæger sig. Den hårløse variant har pels på hovedet, på halespidsen og ved poterne.

Den ser ganske elegant ud. Alle farver og farvevarianter er tilladte. Indtil 1984 var det kun den hårløse variant, der var “godkendt” som udstillingshund. Men efter at den engelske kennel klub anerkendte powder puff’en, bliver begge varianter udstillet som én race. Den kinesiske hårløs er en meget kærlig, munter og energisk hund, der elsker selskab. Den elsker en tur i skoven lige så meget som en tur på gågaden.

Mexikansk hårløs

Der findes beretninger om den mexikanske hårløs, der er over 2000 år gamle. Hundene blev brugt som ofringsdyr, nogle blev brugt af medicinmænd, fordi man mente, at de var gode til at heale, og man mente, at deres varme hud kurerede bl.a. hovedpine. Man siger den dag idag, at denne race har en sjette sans. Racen bliver også kaldt for “xoloitzcuintli” efter guden Xoloth. Mexikanerne mente nemlig, at hunden var Xoloth’s jordiske udsending, der ledte de døde til deres hvilested.

Hundene har også været brugt af politiet i Mexico - som vagthunde, da hundene er meget vagtsomme af natur. Iøvrigt er temperamentet dejligt, det er en hund, der ikke er bange, den er kvik, sød og lærenem. Den er sin ejers hund, og den holder sig til sin familie. Racen var på et tidspunkt ved helt at forsvinde, bl.a. fordi befolkningen spiste kødet fra hundene, hvad de efter sigende skulle have sat stor pris på. Men i 1950’erne satte man et storstilet avlsarbejde ind for at redde racen. Idag er det stadig en meget sjælden race.

Det er endda ikke i alle lande, at denne sjove hund er repræsenteret, i Danmark er der kun 9 eksemplarer. Den mexikanske hårløs findes i 2 udgaver, en minature og en standard. Minaturen bliver ikke større end 35 cm over skulderen, hvorimod standard størrelsen varierer fra 35 cm til 60 cm over skulderen. Farverne er mangfoldige. Hunden er nøgen, dog er det tilladt med lidt hår på hovedet, på poterne og på halespidsen. Der findes også en mexikansk hårløs med pels. Den er ikke “godkendt” til at blive udstillet, men må gerne bruges i avl.

Peruviansk hårløs

Den peruvianske hårløs findes i 3 forskellige størrelser, en  lille udgave, der er fra 25 cm til 40 cm over skulderen, en mellem udgave, der bliver mellem 40-50 cm over skulderen, og en stor udgave, der er fra 50 cm  til 65 cm over skulderen. En lille peruviansk hårløs kan veje mellem 4-8 kg og en stor kan veje mellem 12-23 kg. Denne race findes også i et utal af farvevarianter.

Også hos den peruvianske hårløs er det tilladt med lidt hårvækst på hovedet, på poterne og yderst på halen. Inkaerne brugte den peruvianske hårløs som vagthund og som følgesvend for deres sendebude. Inkaerne indrettede værelser, dekoreret med orkideer, til deres hunde, hvor hundene kunne opholde sig om dagen, når solen skinnede. De ville skåne hundenes nøgne hud fra solen stærke stråler. Hundene fik så lov at løbe rundt i byerne om natten i måneskinnet.

Dengang kaldte man racen for “moon flower dog”. Den peruvianske hårløs er mistroisk og vagtsom overfor fremmede, men overfor familien er den kærlig og hengiven. Her i den kolde tid, så sætter de nøgne hunde større pris på at være indenfor i varmen, de er ikke så meget for kulde og blæsevejr, men skinner solen, så er det en helt anden sag. Der er ikke noget bedre end at ligge og slumre i en solstråle.

Om vinteren spiser de nøgne hunde mere end om sommeren - simpelthen for at holde varmen. Hos denne race er der også en variant med pels, den er hvid med pletter. Denne variant må ikke udstilles, men gerne bruges i avl. Den peruvianske hårløs er en  yderst sjælden race, i USA er der kun 200 registrerede eksemplarer, og her i Danmark findes der kun 11.

Kompliceret opdræt

Langhårede varianter har altid eksisteret hos de hårløse racer. Det er nemlig vigtigt for avlen med hårløse hunde, at der findes langhårede varianter. Selvom det kun er hos den kinesiske hårløs, det er tilladt med den langhårede variant, findes der langhårede varianter indenfor alle hårløse racer.

Man kan altså ikke dele en hårløs variant og en langhåret variant op i 2 racer, for den hårløse behøver ganske simpelt den langhårede for at overleve, sagt på en anden måde; det hårløse gen er et letalt dominant gen, der behøver pelsgenet for at overleve.

Har hvalpen ét gen for pels og ét gen for hårløshed, så bliver hvalpen hårløs, fordi det hårløse gen er dominant. Får hvalpen derimod 2 gener for pels, så får hvalpen pels. Derfor kan to langhårede hunde, der bliver parret med hinanden, kun få langhårede hvalpe. Parrer man derimod en langhåret og en hårløs, kan der komme både hårløse og langhårede hvalpe, det samme er tilfældet, hvis man parrer to hårløse med hinanden, fordi de har jo stadig genet for pels, ellers ville de ikke kunne overleve.

Det lethale (dødelige) i genet for hårløshed er, at får hvalpen genet i dobbelt dosis, så er det dødeligt. De hvalpe, der får genet for hårløshed i dobbelt dosis, bliver således aldrig født eller de dør umiddelbart efter fødslen. Et farvegen kan også være lethalt, f.eks. farven blue merle hos border collien og collien samt harlekin farven hos grand danois’en og gravhunden. Hos disse racer, er det en uskreven regel, at man aldrig parrer f.eks. blue merle med blue merle. Hos de hårløse racer, er der ingen regler mod at parre 2 hårløse hunde med hinanden. Måske fordi avlsmaterialet er så småt.

Børsten skiftes ud med babyolie

Nu skulle man jo tro, at en hårløs hund er yderst skrøbelig, men det er slet ikke tilfældet. Det er rent faktisk nogle robuste hunde. Deres hud er tyk, og små skrammer heler utrolig hurtigt. De elsker at løbe, lege og springe i f.eks. skoven, og de elsker også at være med, hvor deres ejer går. De er meget selskabelige hunde. Dog skal de hårløse hunde plejes, akkurat som hunde med pels. Men her skifter man børsten ud med babyolien.

Det er en god idé at vaske sin hårløse hund en gang om ugen, og derefter smøre den ind i babyolie, en god ansigtscreme eller noget tilsvarende. Det er vigtigt at børste de langhårede varianter ca. en gang om ugen, men også den hårløse variant af den kinesiske hårløs, skal børstes, de steder, der er pels, så de ikke filtrer. Specialt de lyse hunde, skal man give solfaktor om sommeren, for at ungså, at de bliver skoldede af solen.

Anskaffer man sig en hårløs hund, så slipper man for lopper og for hundehår i sengen og på tøjet. En anden god ting ved disse hunde er, at de som regel kan tåles af mennesker med allergi overfor hunde. Dette skulle også gælde for den langhårede variant af den kinesiske hårløs.

Men allergi eller ej, så kan man tage ved lære af de kinesiske handelsmænd, for sådan en nøgenhund er utrolig varm, dens kropstemperatur er på 40 grader, så det er ikke nogen dårlig idé med en hårløs hund i benenden, når vi nu går den kolde vintertid i møde.