Kat
 

Tisser alle andre steder end kattebakken

- 08/02/17
katte tisser ikke i kattebakke
Det sker måske en dag, at din voksne kat pludselig begynder at tisse andre steder end i kattebakken. Hvorfor gør den det? Det er nu, du skal begynde dit detektivarbejde. Her er et par eksempler, der måske kan bruges.

1. Katten er kønsmoden

(ca. fra 6 måneders alderen), er ikke kastreret eller steriliseret og er måske efterhånden blevet frustreret. Aftal en tid hos dyrlægen hurtigst muligt. Katten har det ikke godt og den risikerer at få sig en vane, som det kan være svært, at få den vænnet af med.

2. Katten er ikke rask.

Måske har den fået urinvejsproblemer og har svært ved at komme af med urinen. Det gør ondt og dermed sjat-tisser den rundt omkring. Få hurtigt en dyrlæge til at undersøge din kat. Dyrlægen kan tage en prøve af urinen og fastslå, om det er dér problemet ligger.

3. Ikke alle katte accepterer nye vaner

...og føler sig i starten utrygge eller måske truet. Normalt vil katte gnubbe sig op af alt og alle i hjemmet (afmærke med sin egen duft), men hvis katten ikke føler det er nok, så kan den begynde at tisse hist og her, eller måske bare ét bestemt sted.

a. Når katten begynder at tisse i dit sengetøj eller på dit tøj, så er det sikkert fordi katten er tæt knyttet til dig og hvis en kæreste eller baby er blevet en "trussel" for katten, så reagerer den måske ved at lave tissemarkeringer. Det er simpelthen kattens forsøg på, at få den tidligere opmærksomhed fra dig tilbage. Katten kan også finde på, at tisse på det nye barns legetøj eller på kærestens ting.

b. Tisser katten ét bestemt sted hele tiden, fx ved kattelemmen, i kælderen eller i dynerne, kan der være en ting der frustrerer den. Måske en fremmed kat, der titter ind ad kattelemmen, når kattens mennesker er på arbejde. Katten forsøger nu, ved at tisse, at fortælle, at det altså er mig der bor her.

c. Måske har der været håndværkere på besøg. Eller man har fået malet. Fået nye arbejdstider, eller flyttet og hermed fået nye dufte. Måske keder den sig i løbet af dagen, hvis den er alene hjemme. Eller måske er den anden kat, den er sammen med, lidt for dominerende og den får ikke fred på tissebakken alene.

Kontakt dyrlæge, hvis det fortsætter

Ja, mulighederne er mange og du er nød til at tage dem fra start. Tænk igennem hvor lang tid problemet har stået på, har der måske været ændringer i dagligdagen. Hvis det er svært at finde kilden til problemet, og du er sikker på at din kat ikke er syg, så forsøg at vaske af med Rodalon (pas på med Ajax og Klorin m.m., som indeholder en duft katten kan blive tiltrukket af) og indskrænk kattens område en uges tid.

Hvis det ikke hjælper, så tal med din dyrlæge, evt. om en hormonindsprøjtning. Den bruges, når en kat er kommet ud af hormonbalance - og med stor succes. 


Tilbage til oversigten