Vi har leopardgekkoer, de er endnu ikke voksne.

Underkategori: Øgle
Tema: Fodring

2010-09-13 04:24:06
Spørgsmål indsendt af Nicolaj



Hejsa
Vi har leopardgekkoer, de er endnu ikke voksne. Kan de være "alene hjemme" i sommerferien? Evt. kan man sætte mange fårekyllinger og en stor skål vand ind til dem, når vi rejser? Og jeg ved de er insektædere, men spiser de også noget grønt?
Med venlig hilsen og mange tak på forhånd
Nicolaj



Svar fra brevkasse

Hej Nicolaj.
Du skriver om jeres leopardgekkoer, at ”de er endnu ikke voksne”. Men da der endnu er omkring et halvt år til sommerferien, så formoder jeg, at dyrene på det tidspunkt er vokset sig pænt store, dvs. næsten til voksenstørrelse. Jeg kan i hvert fald sige, at voksne leopardgekkoer kan gå i adskillige uger uden foder, hvis de i forvejen er velnærede (men de skal ikke være fede!). I naturen lever de i ørken eller halvørken, og dér vil de i tørkeperioder blive udsat for barske kår, hvor de skal undvære føde i måske 2-3 måneder. Det klarer de uden problemer. Næsten udvoksede leopardgekkoer kan godt klare ca. 3 uger uden føde. Men de bør altid have adgang til frisk drikkevand. Du skal ikke sætte en stor skål vand ind i terrariet. Hvis den er for stor, kan du måske risikere, at en gekko drukner dernede, og vandet vil under alle omstændigheder kunne blive snavset. Som sagt skal du derimod sørge for, at der regelmæssigt skiftes vand hos dyrene, så det altid er frisk.
Leopardgekkoer æder ikke grønt.
Hvis du sætter en masse fårekyllinger ind i terrariet, så vil de måske kunne gemme sig, f.eks. mellem klipper eller nede i bundlaget. Hvis de ikke bliver ædt af gekkoerne, kan du risikere, at de stresser dem. Så du bør ikke sætte en masse foder derind
I din sommerferie kan du slukke for lys og varme i terrariet, så der blot er stuetemperatur.
Men selvom de godt kan klare sig uden føde, så bør du sørge for, at en ven eller bekendt jævnligt holder terrariet og dyrene under opsyn, så dyrene f.eks. får rent drikkevand. Der kan jo også ske forskellige overraskelser i terrariet. Man kan f.eks. altid risikere, at et dyr dør uventet, og så skal det i det mindste fjernes fra terrariet. Husk at give ham eller hende nogle grundliggende oplysninger om dyrene og terrariet.
Jeg synes, du skulle skaffe dig lidt nyttig litteratur om pasning af leopardgekko. Udover forskellige terrariebøger så er der i Nordisk Herpetologisk Forenings medlemsblad fra maj/juni 2003 et par gode artikler om denne spændende gekko. Jeg vil råde dig til at købe det blad gennem NHF.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål