Skægagame. Jeg vil gerne vide hvad der er sundest for en unge at spise?

Underkategori: Øgle
Tema: Fodring

2013-02-06 05:43:11
Spørgsmål indsendt af Thor



Hej.. Jeg er en dreng på 19 år der overvejer og anskaffe mig en Skægagame. Jeg vil gerne vide hvad der er sundest for en unge at spise? Jeg har hørt om noget der hedder Exo Terra Dragon, som vist skulle være en slags hovedfoder i pilleform til en Agama, vil gerne vide om det er noget man kan fodrer med evt. sammen med melorme osv.
Med venlig hilsen Thor



Svar fra brevkasse

Hej Thor.
Det bedste foder til skægagamer er et varieret udbud af levende insekter edderkopper, som rystes i vitaminer og mineraler i pulverform. Det bør være grundfoderet. Derudover æder skægagamer også mange planter i naturen, så derfor bør du tillige fodre med vilde danske urter (ukrudt) som f.eks. mælkebøtter og svinemælk. Når du om vinteren ikke kan finde planter i det fri, så må du bruge forskellige former for salat, brøndkarse, kinakål. Men ”købegrønt” har ikke nær samme ernæringsværdi som de vilde planter.
Jeg synes, at du bør undgå foderpiller og andet tørfoder til skægagamer. Jeg tror ikke, at der er ret mange seriøse skægagam-holdere, der bruger den slags foder. Det er nok især visse dyrehandlere, der vil anbefale det af hensyn til deres egen indtjening. Hold dig i stedet til levende insekter og edderkopper og friske ukrudtsplanter!
Hvis du stadig gerne vil anskaffe dig skægagamer, så kan jeg anbefale dig at købe november/december-nummeret fra 2005 af NHF-bladet. Det er nemlig et temanummer på 60 sider, som udelukkende handler om skægagamer! Det kan anskaffes gennem NHF på adressen grund@stofanet.dk
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål