Nu skal I høre

Underkategori: Øgle
Tema: Avl og unger

2010-11-23 11:42:46
Spørgsmål indsendt af Inez



Hejsa
Nu skal I høre, jeg har sådan et dejligt par halsbåndsleguaner. Det er rigtig fint, faktisk så fint, at hunnen har fået fine orange pletter, som er tegn på, at hun er drægtig. Jeg vil så høre, hvor lang tid der går, fra hun får den fine farve, til hun lægger æg? Har I et tip til, hvordan man bedst muligt laver en god ruge-kasse?
Med venlig hilsen Inez



Svar fra brevkasse

Hej Inez.
Jeg har fået oplyst fra et af vores dygtige medlemmer i Nordisk Herpetologisk Forening, at der skulle gå fra 30 til 45 dage, før æglægningen finder sted, når en hun af halsbåndleguan får de orange pletter eller orange striber.
Hvis du engang skulle være heldig at få æg, så kan du anbringe dem i en rugemaskine, der har helt fugtige forhold, dvs. 100% relativ luftfugtighed eller lidt mindre – men æggene må aldrig ligge vådt! I visse specialforretninger er det muligt at købe en speciel rugemaskine til krybdyræg, men du kan sagtens selv lave én, der er velfungerende – og endda til en væsentligt billigere pris. Du kan bruge et lille akvarium (f.eks. på 20 liter) og lægge en mursten på bunden. Du fylder vand i til lidt under murstenens øvre kant, og så lægger du et termostatstyret akvarievarmelegeme ned i vandet. Oven på murstenen stiller du en lerurtepotte med fugtigt sand eller vermiculite (et vulkanisk materiale, der nærmest virker pap-agtigt). Læg æggene oven på dette bundlag. Til sidst lægger du et dækglas på akvariet, men det skal ikke være fuldstændigt tætsluttende. I god tid før æggene lægges (f.eks. når du har set parringer), justerer du termostaten, så LUFTtemperaturen i rugemaskinen (dvs. omkring æggene) er passende. Det gælder om at være velforberedt, når du fornemmer, at et opdræt er under opsejling!
Men i Nordisk Herpetologisk Forenings udmærkede og flotte blad vil du kunne læse om en række andre former for rugemaskiner, som vi benytter. Du kan meldes ind i NHF gennem vores hjemmeside, www.nhf.dk – hvis du da ikke allerede er medlem! For at melde sig ind betaler man 280 kr. på en af vores bankkonti.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål