Jeg skal til at anskaffe mig min første slange.

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2011-09-07 03:43:30
Spørgsmål indsendt af Rune Edvardsen



Hej.
Jeg skal til at anskaffe mig min første slange. Jeg har snakket med min lokale dyrehandler om dette, han fortalte at en strømpebåndsnog eller en kornsnog er en god starter slange. Men hvilke af disse ville I forslå til et 128L akvarium? Ville nu helst havde en kornsnog, da den ser mest spænende ud i farverne.
Venlig hilsen Rune Edvardsen



Svar fra brevkasse

Hej Rune.
Både kornsnog og strømpebåndssnog er gode terrariedyr. Du har sikkert læst alle de råd om dem, som jeg tidligere har givet her i Dyrebrevkassen (hvis du ikke har læst dem, så burde du nok gøre det!). Der er også gode terrariebøger og i høj grad også artikler i Nordisk Herpetologisk Forenings blad, hvilket jeg også har berørt i mine tidligere svar. Så du har forhåbentlig dannet dig et godt indtryk af, hvad det vil sige at holde disse slanger.
Én væsentlig forskel ved terrariehold af hhv. kornsnoge og strømpebåndssnoge er FODERET. Strømpebåndssnoge lever i naturen overvejende af padder og fisk (selv om arten Thamnophis sirtalis også kan tage mus), mens kornsnogen æder mus og øgler. En kornsnog vil udmærket kunne fodres udelukkende med mus og andre smågnavere. Disse mus kan aflives, dybfryses, og så kan man tø et par mus op, når slangerne skal fodres, da det i reglen er let at få dem til at acceptere dødt foder. Mange terrariefolk finder dette en meget stor fordel, da det er nemt at købe mus. Gennem NHF vil du ofte kunne købe mus fra medlemmer, der avler dem, til en favorabel pris.
Hvis du også mener, at mus vil være lettest for dig at skaffe hele året rundt, så vil jeg mene, at et par kornsnoge vil være gode terrariedyr til dig.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål