Jeg kunne godt tænke mig en slange

Svar fra brevkasse

Hej Helena
Mange tak for de pæne ord!!
Ja, der er vist mange unge dyreelskere, der har haft den store udfordring at få forældrene til at acceptere slanger inden for husets fire vægge! I vores samfund er der desværre mange vrangforestillinger om, hvor ulækre og farlige de er. Men én ting skal dog slås fast: Slanger formår generelt at presse sig ud af meget små sprækker og huller i terrariet, så her skal du sørge for, at sådanne sprækker og huller simpelthen ikke findes i terrariet.
Da jeg var dreng, havde jeg samme problemer med at få min mor til at acceptere, at jeg holdt slanger. Men vigtigt var det, at mine forældre holdt meget af dyr. I begyndelsen var jeg så naiv, at jeg ”krævede” at få lov at holde en lille kvælerslanger, og det kom jeg ikke langt med! Dernæst måtte jeg gribe det hele mere taktisk an: Jeg fik lov at have et par regnskovsterrarier, hvor der i det ene var løvfrøer og anoler i det andet. Dem fandt min mor ganske ”søde”. Her var det utroligt vigtigt, at jeg viste mine forældre, at jeg passede dyrene og terrarierne ordentligt, for ellers ville de aldrig kunne respektere min hobby. Senere lavede jeg et halvtørt terrarium til en slags stålorme, hvilket vil sige øgler uden ben. Det blev også accepteret på hjemmefronten, for det kunne da ikke gøre så meget, om øglerne havde ben eller ej!
Hermed var jorden ved at være gødet til, at jeg kunne tage det vigtige skridt! Det var let at få fat i strømpebåndssnoge, og jeg fik (inden anskaffelsen) præsenteret nogle nydelig små strømpebåndssnoge for min mor. Hun kunne godt se, at de virkede harmløse, ja det var lige før, at hun accepterede at kalde dem ”søde”. Endnu en landvinding var hermed gjort! For dem, der ikke kender så meget til strømpebåndssnoge, kan jeg sige, at de er fredelige, meget slanke, graciøse og smukke med flotte længdestriber. De har udseendet på deres side, da de har store, fremstående øjne. Slanger, der ikke har udseende med sig, og som mange mennesker desværre væmmes over, er dem, der har en række fremspringende række af skæl over øjnene, da den giver dem et bistert udseende! Hamrende uretfærdigt, men den slags uheldige indstillinger er meget svære at komme til livs. I øvrigt har jeg tidligere skrevet om strømpebåndssnoge her i Dyrebrevkassen, og de er gode og meget spændende terrariedyr. Som sagt er det uhyre vigtigt, at slangerne holdes forsvarligt. Og eftersom strømpebåndssnoge er specielt tynde, skal terrariet virkelig bygges med omhu, så dyrene slet ikke kan undvige. Med god hjælp fra Nordisk Herpetologisk Forenings slangespecialister fik jeg de rette råd, så terrariet blev bygget og indrettet efter alle ”kunstens regler” – INDEN jeg købte nogle snoge. At jeg meldte mig ind i NHF bidrog også til at vise mine forældre, at jeg var seriøs i min interesse.
Min debut inden for slangehold gik ganske godt, og min mor erkendte, at den slags skabninger faktisk havde deres berettigelse på jorden – og tillige i vores hus, forudsat at de var forsvarligt lukket inde! Derfra var der ikke langt til, at rottesnoge og de små kongepythoner også fik det blå stempel.
Dette trick til at ”luske slanger ind ad bagindgangen” kan vi kalde ”salami-metoden”, dvs. man tager et lille, velovervejet skridt ad gangen. Nu er det jo bestemt ikke et trick, hvor ens forældre skal snydes eller føres bag lyset, men lidt pædagogik skader ikke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening