Jeg kunne godt tænke mig at vide noget om Kongeboaen;

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2005-04-10 09:25:27
Spørgsmål indsendt af Søren G. Christiansen, Sønderborg



Hej
jeg kunne godt tænke mig at vide noget om Kongeboaen; hvad den lever af, hvor den lever, hvor lang den er o.s.v. Kan I hjælpe mig. På forhånd tak!
Søren G. Christiansen, Sønderborg



Svar fra brevkasse

Hej Søren
Det er nogle temmelig brogede og forskelligartede spørgsmål, du stiller! Det lyder som om, du har en stor og sund interesse for slanger og ikke mindst for kongeboaen naturligvis. Hvis du vil vide mere om kongeboa, end jeg her skriver, så skal du være velkommen til at blive medlem i Nordisk Herpetologisk Forening, hvor vi er mange, der beskæftiger sig med slanger og andre terrariedyr (se www.nhf.dk).
Kongeboaen er en mellemstor kvælerslange, der i reglen har en maksimumlængde på 3,5 m. Den er meget variabel i farvetegning og størrelse. Vi siger, at variationen er geografisk betinget, dvs. i et land har en kongeboaen et udseende, og i et andet land ser den noget anderledes ud.
Den har en meget stor udbredelse, da den findes på næsten hele det mellem- og sydamerikanske kontinent, dvs. lige fra det sydlige Mexico og helt ned til Argentina. Grunden til, at den er så vidt udbredt, er, at denne art lever på mange typer af levesteder. De strækker sig lige fra relativt tørre buskstepper til tropisk regnskov. Man finder den meget ofte i tilknytning til menneskebeboelse, f.eks. i landsbyer og på dyrkede marker. Vi finder den fra havoverfladen op til en højde af omkring 1000 meter over havet.
Den er heller ikke kræsen, hvad føde angår. Den lever af alle mulige pattedyr, fugle, øgler og mindre kaimaner, som den kan overmande. Når den lever nær menneskelig beboelse, kan den være et stort nyttedyr, fordi den æder en masse rotter og mus.
Kongeboaen er ligesom andre kvælerslanger skumrings- og nataktiv (det kan man se ud fra øjets lodrette pupil). Hvis man finder en kongeboa i naturen, og hvis man prøver at samle den op, vil den sikkert bide fra sig. Det er jo meget naturligt for et vildt dyr! Men i fangenskab er den i reglen et roligt terrariedyr, hvis man har haft den, fra den var lille. Praktisk talt samtlige kongeboaer, som ses i terrariekredse, er opdrættet i fangenskab. Jeg skal lige understrege, at kongeboaen er helt ugiftig, i lighed med alle andre kvælerslanger. Men den er ikke et kæledyr; i stedet for hele tiden at tage den op, bør man lade den forblive i sit terrarium, hvor den føler sig bedst tilpas! Den er et populært terrariedyr, da den er let at holde og tillige temmelig let at opdrætte. Men et par kongeboaer skal have et stort og solidt terrarium, da den jo er halvstor.
Når det gælder terrariebygning og -indretning og daglig pasning, så må jeg henvise dig til Nordisk Herpetologisk Forening. Ellers kunne jeg skrive side op og side ned om emnet - og det er vist ikke meningen!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
næstformand i Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål