Jeg har to grønne leguaner.

Underkategori: Øgle
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2013-11-20 08:12:50
Spørgsmål indsendt af Jacob



Hejsa
Jeg har to grønne leguaner. Jeg har tænkt over og lave et nyt og større terrarium til dem.
Hvilket materiale er det bedste og bruge, da det skulle kunne holde tæt på luft fugtigheden, og er det evt. mulig og lave det så det er til og skille af og samle igen, da det godt kan ske jeg skal flytte.
På forhånd tak.
Jacob



Svar fra brevkasse

Hej Jacob
Det er rigtigt godt, at du vil give dine grønne leguaner et stort terrarium, hvor de kan udfolde sig på en naturlig måde! For terrariet skal bestemt være meget stort til så store dyr.
Da terrariet skal være meget stort, synes jeg, at du skal bygge det i træ. Ikke kun spånplader, men byg en solid konstruktion i f.eks. lægter eller brædder. Siderne kan du dernæst beklæde med spånplader. Du bør samle terrariet med skruer, så du nogenlunde let kan skille det igen, hvis du skulle få behov for at flytte det.
Grønne leguaner har meget godt af en høj luftfugtighed. Men den høje luftfugtighed må ikke resultere i en stående fugt eller væde i terrariet. Hvis luften er meget stillestående, og der mangler en effektiv ventilation, så vil der netop blive en sådan stående fugt. Her vil forskellige infektioner, svampe og lignende kunne trives. Selv om der i naturen kan være en meget høj luftfugtighed, så er der altid en bevægelse i og udskiftning af luften.
Derfor skal du sørge for et par gode ventilationsåbninger i terrariet. De skal være diametralt modsat placerede, f.eks. den ene foroven til venstre, og den anden forneden til højre. Grundprincippet er det, at varm luft stiger til vejrs. Da luften i terrariet er varmere end i stuen, vil luften i terrariet gradvis trænge op gennem åbningen foroven til venstre, og der vil blive trukket frisk luft ind gennem åbningen forneden til højre. Det giver en god luftcirkulation.
Det er som sagt bestemt ikke meningen, at der skal drive væde ned ad terrariets vægge, men alligevel kan det være en stor fordel, at træet kan modstå fugt. Væggene indvendigt i terrariet kan du behandle med skibslak (4-5 gange). Bunden kan du beklæde med gulvvinyl, der fuges i samlingerne.
I Nordisk Herpetologisk Forening har vi skrevet en god pasningsvejledning for grøn leguan til Dyrenes Beskyttelse, og den kan du læse her.
Når det gælder bygning og indretning af terrarium, synes jeg, at du skal granske Jørgen Christiansens to bøger i serien ”Terrariekundskab”, hvor bind 1 hedder ”Konstruktion og teknik”, og bind 2 hedder ”Interiørindretning”. De er skrevet i henholdsvis 1990 og 1991, og de er udgivet af det lille forlag Rana (i Ballerup). Dit lokale bibliotek vil kunne skaffe dig de to bøger.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål