Jeg har lige købt mig en Califonisk kongesnog

Underkategori: Slange
Tema: Fodring

2005-07-23 03:53:59
Spørgsmål indsendt af Heidi



Hej Brevkasse..
Jeg har lige købt mig en Califonisk kongesnog (Albino), men der er lige nogle ting jeg ikke fik svar på ved købet.
1. Hvor tit skal den skifte ham?
2. Den får to pinkies 1 gang om ugen, er det nok?
3. Jeg har hørt at det er bedst at lave et "foderhus" Hvor slangen får sin mad, så den ikke forveksler det med ens fingre, Skal man gøre det?
4. Omkring vitaminer, hvad er det så for noget han SKAL have?
Jeg fik afvide at det var en han og at han var fra 2004, han er godt 55 Cm, vil jeg gætte på.
Håber at I Kan hjælpe..
Hilsen Heidi



Svar fra brevkasse

Hej Heidi.
Krybdyrs hamskifte hænger direkte sammen med hudens vækst. Dvs. jo hurtigere et dyr vokser, desto oftere skifter det ham, hvilket er grunden til, at unge krybdyr skifter ham hyppigere end voksne. En helt ung og nyklækket snog vil typisk have sit første hamskifte efter 10-15 dage. I dens første leveår vil den ved god fodring skifte ham i alt 7-13 gange. Ældre slanger vil generelt kunne skifte ham op til 8 gange om året.
Det lader til, at du er meget usikker på, om din californiske kongesnog er 55 cm, og du burde nok have målt den. Hvis den har den størrelse og alder, som du formoder, så burde den kunne æde museunger, som har fået pels. Og så vil det være passende med én stor museunge om ugen. Til andre tider kan du også fodre to gange om ugen.
Et ”foderhus”, som du nævner, burde ikke være nødvendigt. Om aftenen, når der har været slukket for lyset i mindst en times tid, kan du lægge en mus ind i terrariet til kongesnogen, og så skal du ellers bare give den fred og ro. Hvis alt går vel, vil den hurtigt æde musen. Hvis den ikke vil æde, så er der ingen grund til at lade musen forblive i terrariet, men så må du vente, indtil den måske er faldet ordentligt til ro. Når slangen en gang i fremtiden skal have voksne mus, så er det meget vigtigt, at levende mus ikke får lov at forblive i terrariet natten over, når du ikke er til stede, for en mus, der ikke ædes af slangen, vil kunne finde på at bide i slangen!
Det er vigtigt at give slangen den rette tryghed, idet den f.eks. skal have et skjulested, der gerne må være trangt, så den kan ligge helt skjult. Den skal kunne gemme sig, når den ønsker det.
Det er af stor betydning, at du fodrer din kongesnog med mus, der er opfodret på et sundt og nærende foder, typisk rottepiller, som indeholder alle nødvendige vitaminer, mineraler m.m. Nogle museavlere vælger en ”discount-løsning” og fodrer deres mus med gammelt brød, men det er en meget dårlig idé, og sådanne mus bør du ikke købe. Slanger har behov for et bredt spektrum af vitaminer og mineraler. Hvis din slange vil acceptere dødt foder, så kan du en gang om måneden indsprøjte et bredspektret vitaminpræparat, der er beregnet til krybdyr, i en død mus, lige inden du giver den til slangen.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål