Jeg har lige anskaffet mig en skink og søger

Underkategori: Øgle
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2010-03-17 04:17:12
Spørgsmål indsendt af Kjeld Andsbjerg Pedersen



Jeg har lige anskaffet mig en skink og søger generelle svar om pleje og foder og eventuelt et billede for at være sikker på, at det er en skink. Den er cirka 30 cm, har fire ben og ligner en gekko.
Kjeld Andsbjerg Pedersen



Svar fra brevkasse

Hej Kjeld.

Der er rigtigt mange forskellige arter af øgler. Ikke mindst gekkoerne og skinkerne er meget rigt repræsenteret, og de kan være meget forskelligartede. Den mindste skink er på størrelse med en tændstik (både i længde og tykkelse), og den største skink bliver op mod 1 meter. Nogle arter klatrer elegant oppe i trætoppene, andre løber omkring på bunden, nogle mangler ben som en stålorm, og andre igen fører en gravende tilværende og kommer sjældent op i dagslyset! Så det er praktisk talt umuligt at vise ét billede af, hvordan en skink ser ud! Gekkoer kan være lige så variable.

Derfor vil jeg bede dig tage et godt og skarpt billede af øglen og sende det til Dyrebrevkassen, så skal vi nok sørge for at lægge det på hjemmesiden, og jeg vil derefter prøve at identificere den. Kan du sende billedet i elektronisk form, vil det være bedst. Men også et papirbillede vil være i orden - så vil Dyrebrevkassen sørge for at scanne det.

Nu hvor du skriver, at du allerede har anskaffet dig den, vil jeg benytte mig af lejligheden til at understrege, at du aldrig bør anskaffe sig et dyr, før du har sat dig grundigt ind i, hvordan den pågældende art skal passes i fangenskab. Dvs. hvis du ikke ved, hvad det er for et dyr, du står over for, ja så skal du slet ikke købet dyr! Heller ikke, selv om dyrehandleren forsikrer, at "denne øgle skal bare have et lille terrarium med lidt akvariegrus, en varmelampe og så melorme og frugt som foder"!! Når du fundet ud af, hvad arten hedder (helst med et latinsk navn for at undgå misforståelser), så skal du i gang med at finde ud af gennem f.eks. gode terrariebøger, hvordan den skal passes. Gennem Nordisk Herpetologisk Forening kan du få mange gode oplysninger; se foreningens hjemmeside for indmeldelse: www.nhf.dk

Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
næstformand i Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål