Jeg har købt en kongepyton, som jeg får i morgen.

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2010-06-23 12:09:13
Spørgsmål indsendt af Jeppe



Hej
Jeg har købt en kongepyton, som jeg får i morgen. Men jeg har lige et spørgsmål, som jeg håber I kan svare på. Jeg har 2 varmepærer i terrariet og et uv-rør. Jeg har hørt at alt lys skal slukkes om natten, for at der kommer stuetemperatur i terrariet. Er det rigtig? Eller er det kun varmepærerne der skal slukkes, og så uv-røret konstant tændt?
Med venlig hilsen Jeppe



Svar fra brevkasse

Hej Jeppe.
Kongepythonen er en nataktiv slange og er faktisk ligeglad med, om der er lys i terrariet om dagen, hvor den alligevel skal sove. Men jeg kan godt forstå, at du gerne vil have en almindelig terrariebelysning hos den, så du kan få lidt glæde af selve terrariet om dagen. UV-røret er overflødigt, da en kongepython ikke får UV-lys i naturen og derfor ikke har behov for det. Du skal helt klart slukke for lyset om natten. Normal stuetemperatur om natten er udmærket, og her er det næppe nødvendigt at tænde for specielle varmekilder.
Jeg vil lige understrege, at du naturligvis skal give slangen nogle terrarieforhold, så den kan udfolde sin naturlige adfærd. Da den er nataktiv og gerne vil skjule sig om dagen, skal du derfor give den et godt skjulested på bunden. Jeg ved godt, at du således nok ikke vil se særligt meget til den om dagen. Men her er det vigtigst, at vi holder slangen på dens præmisser, så den kan føle sig tryg og vel tilpas.
I Nordisk Herpetologisk Forenings blad har vi i nr. 2 fra marts/april 2002 haft en udmærket og detaljeret artikel om kongepython, som du burde læse. Du kan købe det nummer gennem foreningens hjemmeside: www.nhf.dk
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål