Jeg har haft mine 2 Leopardgekkoer siden de var

Underkategori: Øgle
Tema: Sygdom, parasitter, neutralisering

2004-10-16 08:56:50
Spørgsmål indsendt af Mia



Hej
Jeg har haft mine 2 Leopardgekkoer siden de var små. Da jeg fik dem var der lidt forskel mellem dem, men nu er den ene næsten helt fuld voksen, mens den anden kun er blevet 1-½ cm større.
Jeg er bekymret for at den lille skal gå hen og dø.Hvad skal jeg gøre ?
Hilsen Mia



Svar fra brevkasse

Hej Mia
Det hænder undertiden, at nogle dyr bare vokser langsommere end andre. Men hvis forskellen mellem dine to leopardgekkoer er ved at blive meget markant, så bør du gøre noget (hvilket du jo også gør ved at sende os denne email!). Er du sikker på, at den lille leopardgekko får fred og ro til at æde lige så meget som den store? Dyr kan være barske over for hinanden, og hvis de har mulighed for at snuppe maden ud af munden på artsfæller, så gør de det! Uanset at det måske koster det svageste dyr livet. I denne situation ville jeg holde de to gekkoer adskilt. Så vil du have rig lejlighed til at holde øje med, at det lille dyr får meget at æde. Foderet (insekter, edderkopper og andre hvirvelløse dyr) skal være varieret, og du bør ryste foderdyrene i et vitamin- og mineralpulver til krybdyr. Dvs. der skal være mest muligt calcium (kalk) og vitamin D3 og mindst muligt fosfor i det. Netop her om sommeren kan du finde mange gode foderdyr i det fri. Selv om leopardgekkoer er ørkenlevende, skader det bestemt ikke med en lille skål, hvor der altid er rent drikkevand.
Jeg synes, at du straks skal måle og veje begge gekkoer, så du helt nøjagtigt kan følge med i deres vækst. Du kan så måle og veje dem en gang om ugen. Men derudover skal du ikke håndtere dine gekkoer mere end højst nødvendigt. Krybdyr bryder sig ikke om at blive forstyrret, og du bør give dem mest muligt fred og ro.
Hvis det ikke hjælper, bør du lade en krybdyrkyndig dyrlæge undersøge din lille leopardgekko. Den kan jo være, at den er syg. Der findes ikke så mange dyrlæger med forstand på krybdyr. Men hvis du fortæller mig, hvor i Danmark du bor, kan jeg måske henvise dig til én, der ikke bor alt for langt fra din bopæl.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål