Jeg har en Tornhale agam.
Underkategori: ØgleTema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis
2010-02-20 09:55:42
Spørgsmål indsendt af Jannick Jessen, ValbyJeg har en Tornhale agam. Jeg har kun haft den et par måneder, og har ikke nogen tidligere erfaring med krybdyr. Jeg synes, den har fået ret lange kløer, og det ser ud til, at dens tæer bøjer lidt opad når den går og står. Det må da genere den? Skal man få klippet kløer på den og hvis ja så hvor og hvordan? Er der noget man kan sætte i terrariet, så den slider kløerne selv? (Jeg har bygget et klippelandskab op i flamingo med cement om. Den har ca. 5 cm. sand i hele terrariet og nogle sten under varmepæren) Jeg ved heller ikke, om det er en hun eller en han. Hvordan finder jeg ud af det? Den får vitaminer og kalktilskud skiftevis hver anden dag, men de dage der er tilskud på dens mad, spiser den bare ikke. Bør det bekymre mig?
Vil det være en god ide at, have mere end en i terrariet eller er de ligeglade med selskab? Terrariet er 180x50x50.
Jannick Jessen, Valby
Svar fra brevkasse
Hej Jannick.
Det er nu sjældent, at vi oplever en tornhaleagam med for lange kløer. Men måske har den hos sin tidligere ejer været holdt på et glat bundlag, hvor den ikke har kunnet slide sine kløer. I naturen bruger de kløerne utroligt meget til at grave og skrabe i den hårde ørkenbund. Det lyder fornuftigt, at du holder din agam på ru og grove bundmaterialer såsom sten og klipper, deriblandt kunstige klipper af cement. Dog ville jeg ikke bruge sand som egentligt bundlag, men en form for groft akvariegrus, småsten eller lignende.
I den givne situation synes jeg godt, at du kunne lade en krybdyrkyndig dyrlæge vurdere, om dens kløer bør klippes (det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke har set den!). Du kan f.eks. kontakte:
Københavns Dyrehospital
Poppelstykket 11
2450 København SV
Tlf. 36 17 57 11
eller:
Haslev Dyreklinik (ved Beth Fledelius)
Bækvej 7
4690 Haslev
Tlf. 56 31 10 62
Men fremover burde lange kløer ikke blive noget problem, når de kan slide dem på de ru materialer i terrariet.
Det kan være svært at kønsbestemme tornhaleagamer, og det kræver faktisk, at du står med både hanner og hunner i hånden, da der er tale om mindre gradsforskelle. Men hannerne er tilbøjelige til at have bredere og mere trekantet hoved (hunnens virker mere rundt), slankere krop og bredere hale.
Du skriver, at du ved hver anden fodring drysser vitaminpulver på dens foder, men så gider den ikke æde det. Nu kunne jeg drille dig lidt ved at sige, at så er din agam måske lidt snedigere end du! Den er fra naturens side (den barske ørken) vant til at skulle sulte og leve på smalkost, så derfor kan den sagtens nøjes med at æde, når du ikke giver den vitaminer, for den vil da helst være fri for vitaminerne! Her skal du bare være mere stædig end agamen, da du skal drysse vitaminer på foderet ved alle måltider! Så vil den efterhånden lære at æde foder med vitaminer! I naturen bliver den nødt til at æde alle de bladformer, som den kan få fat i. Jeg studerede en gang tornhaleagamer i Negevørkenen i Israel, hvor de æder mange akacieblade. Jeg tænkte, at disse blade måske var nogle delikatesser, så jeg ville også prøve at smage dem. Men føj for pokker, de smagte ikke godt, da de var meget bitre!! Men tornhaleagamer kan altså ikke tillade sig at være kræsne, så i den tørsvedne ørken må de tage til takke med det, de kan få fat i! Du skal således prøve at overtage naturens rolle og også være lidt barsk en gang imellem!
Disse øgler er ikke specielt sociale og kan godt finde på at slås, men jeg synes nu, at det er sjovere at have et par, for så vil de måske parre sig. Dit terrarium er dejligt stort. Men hvis du har et par, så skal dyrene have hver deres jordhule, og når de sidder i åbningen, så må de ikke kunne se hinanden (der kan f.eks. være et klippeparti mellem de to åbninger). Hvis forholdene ikke er tilstrækkeligt gode, vil også to hunner eller et par sagtens kunne finde på at slås!
I Nordisk Herpetologisk Forenings blad har der været et par udmærkede artikler om tornhaleagamer, og jeg synes, du burde anskaffe dig dem. Den ene var i nr. 3 fra 1996, og den anden var i nr. 4 fra 2001. Gennem foreningens hjemmeside www.nhf.dk kan du købe disse blade. Desuden kan jeg anbefale dig at blive medlem (280 kr. om året), og så vil du modtage vores flotte blad 6 gange om året.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger
Så du kan få svar på dine spørgsmål
Så du kan få svar på dine spørgsmål