Jeg har en grøn leguan (han) på godt et år.

Underkategori: Øgle

2011-05-02 03:42:33
Spørgsmål indsendt af Lonnie, Århus



Hej
Jeg har en grøn leguan (han) på godt et år. Lige fra jeg købte ham, har han været meget aggressiv. Jeg har slet ikke haft held med at gøre ham tam.
Det skal lige siges, at jeg også har en leguan på snart tre år, der er meget meget tam, så jeg har jo prøvet at gøre det samme ved ”den lille”. Men han slår halen mod glasset i terrariet hele tiden, og knækker hale, og styrter rundt i terrariet, bare man går forbi. Det er helt umuligt, at tage ham ud, så det gør vi ikke mere. Fodringen sker heller ikke uden, vi får skrammer og rifter. Jeg har sat den til salg, men vil ikke sælge den til hvem som helst. Jeg vil godt være sikker på at den får det godt, og helst bedre end den har hos os. Og ser helst at dem der køber den, virkelig har sat sig ind i hvad den kræver, og at de har stor interesse for leguaner. Men jeg har ikke fået den solgt. Jeg tror den absolut kræver ro og fred. Og det kan den ikke få her. Vi har børn, så der er sjældent ro. Kan den bruges til opdræt måske?
Kan I fortælle om en god måde at komme af med sådan en vildbasse på?
Jeg vil ikke nødvendigvis have noget ud af det, men jeg sætter den ikke gratis i avisen, så er det jo alle der viser interesse, og det tør jeg ikke.
Som sagt skal den trives, og det gør den ikke hos os, og det er synd.
Hvem kan jeg give den til?
Eller kan den på nogen måder blive roligere? Håber du har et par gode råd. Jeg så helst den blev hos os, men når den engang bliver helt stor, og stadig er lige så vild, tror jeg ikke jeg kan klare det mere. Så bliver jeg nok bange for den
Med venlig hilsen
Lonnie, Århus



Svar fra brevkasse

Hej Lonnie.
Jeg tror godt, at jeg kan sætte mig i dit sted, når du gerne vil have en tam grøn leguan, og når du nu har haft en tam leguan tidligere. Grønne leguaner kan have ret forskellig adfærd og levevis. Men jeg bliver nok nødt til at give dig en forklaring, der kan føles som en våd klud i ansigtet!
Når du holder leguaner og andre krybdyr, skal du vide, at du påtager dig et ansvar for at holde vilde dyr i din varetægt. Grønne leguaner er ikke kæledyr, skønt en del individer kan tæmmes, så de kan vænne sig til at blive taget op. Grønne leguaner er sociale dyr, der lever i små grupper i naturen, og det bør vi efterligne i terrariet. Derfor er det forkert at holde blot en enkelt grøn leguan. Den skal nemlig have selskab - og det selskab skal nemlig bestå af en anden grøn leguan! Men du skal vide, at du ikke kan have to hanner i samme terrarium.
Hvad skal du så gøre med din vilde leguan? Hvis du kan finde en person, der gerne vil give den de vilkår, som den bør have, vil det være i orden at overdrage den til vedkommende. Men det kan godt blive svært, da der importeres masser af grønne leguaner. I modsat fald mener jeg klart, at du bør tage konsekvensen af, at du har anskaffet dig et stort, vildt dyr, der har bibeholdt sin naturlige adfærd, dvs. en skyhed over for denne store, farlige art ved navn Homo sapiens. I sin yderste konsekvens kan alternativet blive at få den aflivet, og det fortjener leguanen simpelthen ikke. En grøn leguan kan nu en gang ikke sammenlignes med en domesticeret hund eller kat. Giv leguanen et meget stort terrarium (ca. 3 m langt, 2 m højt, 1 m dybt) med mange gode klatregrene og nogle skjul et stykke oppe i terrariet, så den kan føle sig tryg. Med tiden vil den finde ud af, at menneskene ikke vil den noget ondt, men at de faktisk har samme bekvemme funktion som en foderautomat. Så tror jeg, at I vil kunne betragte den under afslappede omstændigheder, og den vil ikke prøve at spæne væk eller true ad jer, hver gang I nærmer jer terrariet. Når den er faldet til ro, kan I prøve at sætte en partner af modsat køn (men af samme størrelse) ind til den
Til sammenligning vil jeg fortælle, at jeg lige har været i Costa Rica, hvor der er mange grønne leguaner i naturen, hvilket er en stor fornøjelse at opleve. De sidder i reglen i små grupper højt oppe i træerne, på behørig afstand fra os mennesker. Men vi fik også en trist oplevelse: Vi fandt på jorden en stor prægtig han af en grøn leguan. Den var lam i bagbenene, og vi gættede på, at den under en kamp var faldet ned fra stor højde og var landet uheldigt. Den var helt klart ikke i stand til at overleve og ville nok hurtigt falde som offer for f.eks. hundene, som kunne strejfe omkring i nabolaget. Vi tog den derfor med hjem til stedet, hvor vi boede og fik hurtigt bygget en voliere til den. Men den var MEGET vild og bestemt ikke ufarlig, hvis den formåede at bide os. Og hvorfor skulle leguanen betragte os med større sindsro end f.eks. de omkringstrejfende "køtere", der uden tvivl vil slagte den og æde den?! Den havde endda særdeles god grund til at frygte mennesker, som de fleste steder i verden er naturens største fjende! Den stakkels leguan fik lov at gå i buret i 4 ugers tid, hvor vi fodrede den med alt muligt godt. Men den blev naturligvis ved med at betragte os som en stor fjende, og vi skulle passe godt på, hver gang vi gik ind til den. OK, denne leguan har haft en baggrund, der givetvis er ganske forskellig fra din aggressive leguan, og den har nok levet i meget længere tid i den vilde natur. Men alligevel synes jeg, at min oplevelse fra Costa Rica kan være med til at stykke et billede sammen af dette vilde dyr. Det eneste "mærkelige" ved din leguan er formodentlig, at den har bibeholdt den naturlige skyhed, som dyr i det fri kan have. Jeg må vist også lige afslutte min beretning fra Costa Rica, som bestemt ikke blev lykkelig. Efter disse uger blev det tydeligt for os, at lammelsen ikke ville fortage sig, da der ikke var den fjerneste bedring at spore. Den var godt nok velnæret, da den åd foderet. Men en lam leguan har ikke noget værdigt liv, så med en klump i halsen besluttede vi os for at hugge hovedet af den med vores machete. På vores næste tur ud i skoven bragte vi kadaveret med og lagde det på et sted med mange rovfugle, så leguanen kunne som sin sidste metier afslutte mange års tro tjeneste over for moder natur med at give de flotte fugle et godt måltid.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål