Jeg har 4 rødørede terrapiner i et havebassin.

Underkategori: Skildpadde
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2013-05-19 11:48:01


Jeg har 4 rødørede terrapiner i et havebassin. Havebassinet er mellem 30 cm i den laveste del og 70 cm i den dybeste. De har ingen dynd eller planter at søge ned i.
De har mulighed for at kravle op på en ”sten-ø” i bassinet og få sol.
Ved hvilken vandtemperatur, bør jeg tage dem ind i deres indendørs bassin ?



Svar fra brevkasse

Hej skildpadde-ejer!
Det lyder som en udmærket måde, hvorpå du holder rødørede terrapiner i dit havebassin! Du skal huske at lave en effektiv indhegning, så dyrene ikke kan stikke, men det har du nok allerede sørget for.
Om sommeren vil rødørede terrapiner have det fint med opholdet i det fri, men på de køligere årstider er der grænser for, hvor lave temperaturer de kan være aktive ved. Hvis de har været udenfor hele sommeren, vil de gradvis kunne vænne sig til noget lavere temperaturer. Om efteråret vil de således kunne forblive udenfor til et stykke hen i oktober (hvis efteråret ikke bliver usædvanligt koldt) ved vandtemperaturer i størrelsesordenen 10 grader. Når solen skinner, vil de kravle på land for at sole sig og dermed hæve deres kropstemperatur. De vil i den situation gradvis nedsætte deres stofskifte, og der er ikke så langt til, at de nu begynder at gå i en dvaleagtig tilstand, og så synes jeg, at det er en god idé at tage dem inden for, hvor du har fuld kontrol over dem.
Om du herefter vil lægge dem i dvale, eller om du vil holde dem ved normal aktivitetstemperatur inden døre, er op til dig.
Jeg vil lige sige, at rødørede terrapiner, der har været holdt aktive hele vinteren ved en normalt høj temperatur og dernæst skal sættes på friland næste forår eller sommer, ikke bør udsættes for samme kølige forhold, som jeg har nævnt for efteråret. For de har jo været vant til de høje temperaturer i adskillige måneder. Derfor bør du først sætte terrapinerne ud i havebassinet om forsommeren, når det bliver ordentligt lunt med god sol omkring maj. Dvs. ved vandtemperaturer på ca. 15-20 grader.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål