Jeg går og overvejer

Underkategori: Skildpadde
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2009-01-24 05:55:34
Spørgsmål indsendt af Richard C.



Hej
Jeg går og overvejer, om jeg skulle anskaffe mig en landskildpadde... Jeg har ikke så meget plads, så det, mit spørgsmål går på, er, om det er nødvendigt med et stort terrarium? Kan skildpadden godt klare sig og have det godt med bare at gå rundt i min lejlighed og i et hjørne have et lille ”hus”, et varme-sted og noget sand-agtigt noget til at gå og rode rundt i? Vil skildpadden have det godt med det?
Richard C.



Svar fra brevkasse

Hej Richard.
Det er fint, at du forbereder dig på, hvordan landskildpadder skal passes, INDEN du køber én. Men ud fra dine spørgsmål lyder det som om, at landskildpadder måske ikke er de rigtige dyr for dig, da de stiller en del ekstra krav til deres omgivelser.
De fleste landskildpadder, som holdes i fangenskab, bliver omkring 20 cm i skjoldlængde, og nogle bliver endda væsentligt større. De er i almindelighed aktive dyr og skal derfor have god plads med god lys og varme. Får dyrene de rette vilkår, vil du sikkert også finde dem interessante og fornøjelige!
Ja, det er nødvendigt, at du bygger et stort terrarium, som du indretter med skjulesteder, varmepladser, det rette bundlag m.m. Terrariet må ikke stå direkte på gulvet, men skal stå på nogle ben, der er mindst 40 cm høje. Der er selvfølgelig god plads på et gulv, men det er et forkert miljø til landskildpadder, navnlig fordi et gulv er det koldeste sted i et lokale, og der er ofte træk på gulvet. For at sige det rent ud, så er træk faktisk den rene gift for dem! Det vil også blive uhygiejnisk at holde dem på et gulv, fordi du i reglen ikke vil kunne kontrollere, hvor de skider, så der kan komme store lorte rundt omkring på gulve og på gulvtæppet. Og hvis en skildpadde oven i købet vader gennem sin afføring, mens du ikke er hjemme, så kan du nok regne ud, at det ville blive ulækkert og meget ildelugtende!
Her i Dyrebrevkassen har jeg flere gange skrevet, hvordan landskildpadder skal passes, så jeg vil råde dig til at læse mine tidligere svar igennem.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål