Jeg diskuterede med en kollega

Underkategori: Slange

2013-03-16 11:45:18
Spørgsmål indsendt af Kate, Ringkøbing



Jeg diskuterede med en kollega, som mener at hugormens gift, er verdens farligste slangegift.
Passer det?
Hvis ikke, hvilken slange har så verdens farligste gift?
Hilsen
Kate, Ringkøbing



Svar fra brevkasse

Hej Kate.
Din kollega tager helt fejl, hvis han eller hun mener, at vores hjemlige hugorm besidder verdens farligste slangegift! For hugormen ligger LD50 på omkring 0,80-1,00. LD50 er et mål for akut giftvirkning og står for "lethal dosis"; den bestemmes ud fra den dosis, der inden for 24 timer dræber halvdelen (50%) af en gruppe forsøgsdyr, dvs. mus. LD50 angives i mg pr. kg legemsvægt. Man regner med, at omkring 200 mennesker eller lidt mindre bliver bidt af hugorme i Danmark om året, men i de seneste 100 år er i alt kun 8 mennesker i Danmark døde som følge heraf! Hvert år dør der mennesker pga. hvepsestik herhjemme.
Dog skal det siges, at der er en væsentlig usikkerhed forbundet med denne metode, LD50. Det er ikke alle dyr, der reagerer lige kraftigt på slangegift, og vi kan således ikke gå ud fra, at mus og mennesker reagerer ens. Nogle slangearters gift er forskellig afhængig af, hvor slangen stammer fra. Det gælder også vores hjemlige giftslange, hugormen, som har en kæmpe udbredelse, der strækker sig over næsten 10.000 fra England i vest til Sakhalin nær Japan i øst. F.eks. viser det sig, at hugorme på Balkan er giftigere end hugorme i Danmark. Og de tilhører altså samme art. Endelig har nyere forskning vist, at styrken af en slanges gift i et vist omfang afhænger af, hvad den æder. Det er et fænomen, der er godt kendt for latinamerikanske pilegiftfrøer, men nu ved vi altså også, at det i et mere begrænset omfang også gælder for giftslanger.
To slags giftslanger regnes for at have den kraftigste gift. Den første gruppe er havslanger, hvor f.eks. arten Enhydrina schitosa har en LD50 på 0,02. Desuden har australske taipan (en landlevende giftslange) en LD50 på noget nær det samme. Disses gifte er altså mange gange stærkere end hugormens.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål