Hvad skal varaner have at spise?

Underkategori: Øgle
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2014-10-02 06:57:55
Spørgsmål indsendt af Tom Linde Hansen



Hvad skal varaner have at spise?
Hvor store kan de blive og hvad for en temperatur skal de minimum være i?
Og hvor gammel kan de blive?
Med venlig hilsen Tom Linde Hansen



Svar fra brevkasse

Hej Tom
Varaner lever af dyrisk føde, altså alle mulige dyr af passende størrelse. De helt store varaner æder specielt pattedyr, fugle og krybdyr, mens de mindre varaner æder insekter og andre hvirvelløse dyr. De varaner, der er knyttet til vand (f.eks. nilvaran), æder også mange fisk. Endelig har vi en undtagelse blandt varanerne, idet Grays varan (Varanus grayi) også æder megen frugt, men denne art er meget sjælden (og holdes praktisk talt ikke i fangenskab).
Varaner er en meget forskelligartet familie af øgler, der findes i et kæmpestort område på kloden, der dækker Afrika, Mellemøsten, tropisk og subtropisk Asien, Australien og en række stillehavsøer. Varaner veksler utroligt meget i størrelse, da nogle nærmest ligner halvstore firben på blot 25-30 cm længde, mens andre bliver kæmpestore og kan blive op til 3 meter lange! Derfor kan jeg ikke sige generelt, hvilke temperaturkrav, de stiller, da det er forskelligt fra den ene art til den anden. Det er også meget forskelligt, hvor gamle de kan blive.
Det lyder umiddelbart som om, at du godt kunne tænke dig at holde varaner i terrarium, og det er således godt, at du først prøver at lære en masse om dem, inden du køber nogle. Her er det vigtigt, at du holder dig til de små arter. Det er i Australien, at vi finder nogle små insektædende arter, der opdrættes i fangenskab, og dem skal man bestemt holde sig til! Jeg vil anbefale dig den lille tornhalevaran, Varanus acanthurus, der opdrættes en del i Nordisk Herpetologisk Forening. Der har været en udmærket og detaljeret artikel om den art i foreningens tidsskrift, nærmere betegnet i nr. 2 fra marts/april 2000. Det nummer kan du købe gennem NHF’s hjemmeside,  www.nhf.dk
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål