Hey, mine forældre har lige købt en lille slange

Underkategori: Slange
Tema: Fodring

2006-04-07 09:46:35
Spørgsmål indsendt af Kristine



Hey, mine forældre har lige købt en lille slange, men jeg er ikke helt sikker på, hvad det er for en . De fik af vide, at den hed Elaphe dione eller sådan noget, så ville jeg bare vide, hvad den hedder på dansk.. Ville også gerne vide, hvad den spiser, da den er meget lille, ca. 1-2 måneder og det ser ikke ud, som om den ville kunne spise en daggammel museunge..
Hilsen Kristine



Svar fra brevkasse

Hej Kristine.
Elaphe dione har en meget stor udbredelse i Centralasien, ja den er faktisk den videst udbredte af samtlige den gamle verdens rottesnoge! Den lever generelt temmelig tørt, men levestedet kan dog veksle en del som følge af dens kæmpe udbredelse.
Som terrariedyr holdes arten grundlæggende på samme måde som andre rottesnoge (inkl. kornsnog), hvad jeg tidligere har skrevet om her i Dyrebrevkassen. Den er noget nervøst anlagt, men er relativt let at holde. Terrariet og dets indretning bør være halvtør med dagtemperaturer mellem 20° C og 28° C. Om natten slukkes alle varmekilder, så temperaturen daler til ca. 17° C. I naturen kan det blive væsentligt koldere om natten, men kolde nætter lader ikke til at være et krav i fangenskab. Elaphe dione er mere aktiv end andre rottesnoge, men klatrer ikke så meget. Den æder gerne mus og andre gnavere, som dræbes ved omvikling og kvælning, og somme tider presses byttet mod underlaget.
E. dione lever på steder, hvor det bliver ret koldt om vinteren, må det stærkt anbefales at køle slangerne ned om vinteren. Det bedste er temperaturer på 8-15° C over 2-4 måneder.
Jeg vil til sidst sige, at du og din familie ikke igen bør købe en slange, før I har sat jer grundigt ind i dens levevis, og hvordan den skal holdes i terrarium.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål