Halløjsa! .

Underkategori: Øgle
Tema: Avl og unger

2008-10-13 11:26:48
Spørgsmål indsendt af Josephine



Halløjsa!
Jeg købte for en måneds tid siden to vandagamer. Da jeg kom hjem opdagede jeg den ene havde noget der lignede svamp (en lille plet på ryggen og lidt på halen). Nu har jeg som før nævnt ventet en måned for at se om det bredte sig, og det har det ikke ,i hvert fald ikke så vidt jeg har kunnet se!
Er vandagamer tilbøjelige til at få svamp, og kan man evt. købe et eller andet i håndkøb til at komme i/på maden/vandet?
Ellers spiser den godt, og virker langt fra sløj! Så jeg mistænker den lidt for at have brændt sig på en varmepære eller lign. Hvis det er tilfældet, hvor lang tid tager det så ca. før det er helet? (det ser nemlig ikke så pænt ud)
Og så lige et sidespørgsmål der ikke har noget med det øvrige at gøre. Hvor gamle skal vandagamer være før det er muligt at få dem til at parre sig og hvilke forhold i rugekasser skal æggene have?
Min han er ca. 8-10måneder og hunnen ca. 6 måneder.
Er rugekasser noget man skal købe specielt, eller kan man bare bruge f.eks. en tupperware skål, hvis bare man sørger for at holde temperaturen på det anbefalede?
På forhånd tak!
Josephine



Svar fra brevkasse

Hej Josephine.
Jeg er desværre ikke i stand til at vurdere, hvad din ene vandagam, der har sår/svamp på ryggen og halen, fejler eller har fejlet, da jeg ikke selv har besigtiget dyret. Det må en krybdyrkyndig dyrlæge undersøge (f.eks. Abild Dyreklinik i Brabrand, Dyreklinikken ved Enghave Plads i København eller Københavns Dyrehospital i Valby).
Hvis agamen er ved at komme sig efter denne læsion, så burde du efterhånden kunne se tydelig bedring, dvs. den heling, som du selv er inde på, burde være i "fuld gang". I modsat fald kan der måske være en bakteriel infektion, som hindrer den naturlige heling?? Det kan bestemt ikke skade at få en krybdyrkyndig dyrlæge til at undersøge den.
Tidspunktet for, hvornår en vandagam blive kønsmoden, afhænger af flere ting, ikke mindst fodring og varme. I terrarium ser vi ofte, at vandagamer bliver kønsmodne i en alder af omkring 1 år.
Hvis du en gang skulle være så heldig eller dygtig, at du får dem til at parre sig, så skal de kunne grave deres æg ned i bundlaget i terrariet, der bør være 25 cm dybt. Hunnen lægger fra 5 til 14 æg, som du skal anbringe i en rugemaskine, der har helt fugtige forhold, dvs. 100% relativ luftfugtighed eller lidt mindre - men æggene må aldrig ligge vådt! Jeg vil anbefale, at du sætter temperaturen i rugemaskinen til 29-30º C. I visse specialforretninger er det muligt at købe en speciel rugemaskine til krybdyrøg, men du kan sagtens selv lave én, der er velfungerende - og endda til en væsentligt billigere pris. Du kan bruge et lille akvarium (f.eks. på 20 liter) og lægge en mursten på bunden. Du fylder vand i til lidt under murstenens øvre kant, og så lægger du et termostatstyret akvarievarmelegeme ned i vandet. Oven på murstenen stiller du en lerurtepotte med fugtigt sand eller vermiculite (et vulkanisk materiale, der nærmest virker pap-agtigt). Læg æggene oven på dette bundlag. Til sidst lægger du et dækglas på akvariet, men det skal ikke være fuldstændigt tætsluttende. I god tid forinden æggene lægges (f.eks. når du har set parringer), justerer du termostaten, så LUFTtemperaturen i rugemaskinen (dvs. omkring æggene) ligger på de 29-30º C. Det gælder om at være velforberedt, når du fornemmer, at et opdræt er under opsejling!
Men i Nordisk Herpetologisk Forenings blad vil du kunne læse om flere andre former for rugemaskiner, som vi benytter.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål