Er der noget, man kan tvangsfodre sin slange med

Underkategori: Slange
Tema: Fodring

2011-12-07 03:53:30
Spørgsmål indsendt af Carina Mette Antonsen, Vojens



Er der noget, man kan tvangsfodre sin slange med, når den er så afkræftet, at den ikke har kræfter til at sluge det, den burde spise.
i mit tilfælde er det en strømpebåndssnog, som har været syg og i medicinbehandling og nu har den ikke taget foder til sig i 3 uger. Jeg har prøvet at tvangsfodre den med små stykker fisk, men den gylper det op igen, uanset hvor langt ned i halsen den får det. På forhånd tak.
Carina Mette Antonsen, Vojens



Svar fra brevkasse

Hej Carina
Du skal først sikre dig, at slangen er fuldstændigt rask og kureret, førend du begynder at fodre den igen. Hvis det er tilfældet, og den stadig gylper maden op, tyder det på, at dens tarmflora (bakterieflora) er slået grundigt i stykker under medicinbehandlingen (typisk hvis den har fået en overdosering af antibiotika). Det er disse bakterier, der spiller en altafgørende rolle i fordøjelsen af føden, og den bakterieflora skal gen-etableres snarest. Her skal du give slangen et amerikansk præparat, der hedder Bird Bene-Bac, som er en lysegrøn pasta, der fås i en plasticsprøjte. Det er et koncentrat af mælkesyreproducerende bakterier, og det forhandles af flere dyrlæger. Selv om det navnlig er beregnet til fugle, er det også fremragende til krybdyr. Til en voksen strømpebåndssnog ville jeg give en klat på ca. 1 gram dagligt i omkring 5 dage. Du sprøjter det ned i halsen og masserer det derefter lidt længere ned. I reglen sker der så store fremskridt efter blot et døgns tid, at man forsigtigt kan begynde at fodre dyret igen. Brug i begyndelsen fødeemner, der er letfordøjelige. Stykker af fisk er udmærkede, men brug KUN ferskvandsfisk, ikke saltvandsfisk. Også stykker af store regnorme, som du først har renset for jord, er gode.
Hvis der stadig er problemer med strømpebåndssnogen, bør du kontakte en krybdyrkyndig dyrlæge. Der findes ikke så mange dyrlæger, der har et ordentligt kendskab til krybdyr. Du kan evt. benytte Abild Dyreklinik v./Knud Steensborg i Brabrand (tlf. 8626 3511). I Nordisk Herpetologisk Forening har vi også stor erfaring med snoge som terrariedyr. Du skal være meget velkommen til at blive medlem af foreningen; du kan melde dig ind via vores hjemmeside ( www.nhf.dk ).
Jeg håber, du snart får din strømpebåndssnog til at trives igen!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Næstformand i Nordisk Herpetologisk Forening
 
Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål