Er der forskel på

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2009-08-07 04:28:32
Spørgsmål indsendt af Henrik



Er der forskel på, hvordan slanger opfører sig i fangenskab og i naturen???
Henrik



Svar fra brevkasse

Hej Henrik.
Der er nogle temmelig tydelige tendenser, der viser forskelle på, hvordan vildtfangede slanger opfører sig i forhold til slanger, der er opdrættet i terrarium. Men helt entydige er de nu ikke. Dvs. står man med en virkårlig slange i hånden, kan man ikke sige med sikkerhed, om den er opvokset i terrarium eller fanget i naturen. Jeg vil fortælle dig lidt om de forskelle, som vi typisk ser.
En slange, der har været holdt i terrarium hele sit liv, vil i almindelighed være rolig og omgængelig. Den ved, at der ikke sker den noget, når man skifter vand eller endog vil tage den ud for en kort stund. Men en slange bør ikke blive et kæledyr, som tages ud i tide og utide – den vil under alle omstændigheder helst passe sig selv inde i terrariet, og det skal vi respektere. Slanger er som de fleste andre dyr lærenemme, når det gælder fodring. I terrariet finder de snart ud af, at når der kommer et menneske, kan det betyde, at de skal fodres. Det er såmænd ikke, fordi de får et stærkt følelsesmæssigt forhold til dig – det er bare en praktisk foranstaltning. De ville ikke have flere følelser for dig, end køer og grise har over for en foderautomat på bondegården!
En vildtfanget slange vil ofte være mere vild og utryg ved situationen i terrariet. Efter nogen tid vænner den sig dog sædvanligvis til forholdene og falder til ro.
Dog er der en faktor, som her er meget væsentlig. De vil altid være forskel på de enkelte slangearters adfærd og temperament, uanset om de befinder sig i naturen eller i fangenskab. Dvs. det er i høj grad nedarvet, hvor aggressiv eller rolig en slangeart måtte være. Det er én af de spændende ting ved at beskæftige sig med krybdyr, som er temmelig primitive: De lader sig i høj grad styre af deres instinkter. F.eks. har jeg selv træboaer (opdrættede) som terrariedyr. De er fra naturens side meget aggressive (men deres bid er helt ufarligt), og mine dyr er også aggressive. For nogle år siden fandt jeg en træboa på en rejse til Fransk Guyana, og hvad angår aggressivitet mindede den faktisk om mine egne dyr hjemme i Danmark!
En gang fangede jeg en stor flot firstribesnog i Grækenland, og den ville jeg måle og fotografere, inden den atter skulle slippes løs. Jeg blev overrasket over, så rolig den var!
Men i de fleste tilfælde er vildtfangede dyr vildere end fangenskabsopdrættede dyr, meget naturligt. I Nordisk Herpetologisk Forenings tidsskrift for november/december 2001 vil du kunne læse om en af mine rejser til Nordamerika. I den artikel viser jeg en rottesnog, som jeg fandt i naturen. Som det vil fremgå af billedet, så var den temmelig vild. En nordamerikansk rottesnog, der er vokset op i terrarium, vil være væsentligt mere rolig.
Ud over forskelle i adfærd så vil fangenskabsopdrættede slanger også have færre parasitter og sygdomme end slanger, der lige er blevet fanget i naturen. Der er således mange gode grunde til at købe fangenskabsopdrættede slanger i stedet for vildtfangede slanger – blot i det tilfælde, at du skulle overveje at holde dem i terrarium.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål