Viden
 

Øgler

 

Pasning

Overvejelser
En øgle er ikke et kæledyr i ordets egentlige forstand. Det er som regel ikke et dyr, man tager op og kæler med. De fleste øgler er meget hidsige, og de kræver, at man har sat sig grundigt ind i pasning og pleje. Hvis øglerne ikke får den rigtige pleje, så dør de. For at få en omgængelig øgle kræver det, at man vælger en art, der har et mildt temperament, og at man har den fra lille. Man skal gøre sig store overvejelser, inden man beslutter sig for at holde en øgle i fangenskab. Det er ikke alle øgler, der egner sig til at blive holdt i fangenskab. En øgle kræver et meget stort terrariet. Man skal være opmærksom på, at nogle øgler kan blive over 1 m lange, når de er udvoksede. Ofte køber man øglerne små, og lige pludselig vokser de mere eller mindre ud af terrariet. Det er bedre at vælge nogle små øgler som f.eks. leopardgekkoen eller en trælevende anole.

Indretning af terrariet
Øglen er et vekselvarmt og koldblodet dyr. Derfor skal man sætte sig grundigt ind i øglens naturlige levested, og man skal sørge for, at den kan holde den rette temperatur hele tiden. Man skal også huske på, at temperaturen falder om natten ude i det virkelige liv, og at lyset er forskelligt alt efter hvor øglen lever. I det hele taget skal man indrette terrariet så tæt på øglens naturlige omgivelser som muligt. Øglens camouflage bør også virke i terrariet, selvom den så kan være svær at få øje på. Det er altså vigtigt at tage øglens farver og udseende med i overvejelserne. Det kommer an på hvilken øgle man vælger, hvor stort terrariet skal være. Men under alle omstændigheder skal det være meget stort, for mange øgler bevæger sig vidt omkring i naturen. Derfor skal de også kunne bevæge sig rundt omkring i terrariet.
Man skal vide, hvor stor øglen bliver, når den er udvokset, når man skal finde ud af, hvor stort terrariet skal være. En grøn leguan kan blive op til 2 meter lang, og terrariet skal være mindst 3,5 m langt, 2,5 m bredt og 2 m højt. En grøn vandagame kan blive op til 1,2 meter lang. Terrariet skal mindst være 2,5 m langt, 1,5 m bredt og 2 m højt. En leopardgekko bliver mellem 15-20 cm lange og der findes trælevende anoler, der bliver ca. 10 cm lange. En lille øgle er et bedre valg for en begynder, end en af de store øgler. De små øgler bør have et terrarium, der mindst er 1 m langt, 80 cm bredt og 1 m højt. Det kan være nødvendigt at få terrariet specialfremstillet. Hvis man er fingerfærdig, kan man f.eks. tage udfordringen op selv. Terrariet skal være sikret, så øglen ikke kan slippe ud - det er jo ikke sikkert, ens nabo deler ens begejstring over krybdyr.
Man skal kunne tilbyde øglen de bedste betingelser for at blive holdt i fangenskab, og hvad den enkelte øgle har brug for, afhænger af dens art. Derfor er det meget vigtigt, at man ved hvor den pågældende øgle lever, om den er bundlevende, om den klatrer i træer, om den elsker vand o.s.v. F.eks. lever den grønne leguan i træer og holder til i nærheden af vand. Hvis den grønne leguan er nødt til at flygte fra sin hvileplads i træet, kan den finde på at hoppe i vandet og svømme væk. Steppevaranen derimod er bundlevende og graver sig ned i gange i jorden. Den lever på klipper og sletter. Den holder dog også af en lille klatretur og et bad i ny og næ. Der er altså stor forskel på de enkelte øglers behov. Man skal sørge for det rette lys, den rette temperatur og den rette luftfugtighed. Nogle øgler skal have et meget kraftigt lys samt UV-lys for at trives. Man skal f.eks. også sørge for, at der er en hvileplads på nogle grene, grene eller lign. til at klatre i, en hule, et skjulested, hvor øglen kan søge tilflugt, hvis den bliver nervøs, en vandskål, en "vanddel", planter, korrekt bundlag, ventilation, varmekilder, evt. et rensningsanlæg og en pumpe samt dekoration.
Indretter man sit terrarium med sten, grene eller andre tunge ting, skal man være opmærksom på, at genstandene skal være fastgjorte, så de ikke kan vælte eller falde ned over øglen, når den bevæger sig, svinger med halen, eller hvis den graver i bundlaget eller kommer til at skubbe til tingene.
Når man sætter sit terrarium op, skal man være opmærksom på, at de planter man sætter i terrariet ikke er giftige for den øgle, man har - nogle af øglerne spiser jo planterne. Vandet skal altid være rent, så det skal skiftes dagligt. Desuden skal man fjerne de ildelugtende ekskrementer dagligt, da de er med til at gøre terrariet uhygiejnisk.
Der er stor forskel på de forskellige øglers temperament. Den grønne leguan, den grønne vandagame og leopardgekkoen er forholdsvis fredelige, og skægagamen kan blive rimelig tillidsfuld mens steppevaranen kan være rimelig aggressiv. Dette bør også være med i overvejelserne ved valg af øgle.

Sundhedstegn
En øgle må ikke være forkølet, have slim ved mundvigene eller have åndedrætsbesvær, den må ikke have mundbetændelse, blærer i tandkødet eller sår, og den må ikke have forstoppelse. En sund øgle har klare øjne, den er i god stand, ikke udmagret og den er årvågen. En sund øgle skifter ham uden problemer. Det er utrolig vigtigt at sætte sig grundigt ind i pasning og pleje af øgler. Det er altid en god idé at kontakte Nordisk Herpetologisk Forening, der kan være behjælpelig med råd og vejledning vedrørende valg og pleje af øgler.

Blød eller ru
Mange tror, at øgler er kolde, klamme og slimede. De er lige det modsatte. De er nemlig varme. Nogle er glatte at røre ved, andre er ru og andre igen er ligefrem piggede.

     

Fodring

Levende foder
Når man skal have foder til sin øgle kan man drage ud med sommerfuglenettet eller også kan man tage den lette udvej - et besøg hos insektopdrætteren eller dyrehandleren. De kødædende øgler spiser bl.a. græshopper, fårekyllinger, melorme, fluer, voksmøl, kakerlakker, fisk, små gnavere, oksekød, lidt katte- eller hundemad. De fleste øgler spiser insekter.
De planteædende øgler kan f.eks. spise mælkebøtter og andre vilde planter, moden frugt, kinakål og grønkål. Nogle grøntsager kan være giftige for øglerne, og nogle har et alt for ringe næringsindhold. Man skal f.eks. ikke give øgler rosenkål, hvidkål, rødkål eller icebergsalat.
Nogle øgler er både kød- og planteædende, som f.eks. skægagamen, der spiser halvt af hvert.
Når man fodrer sin øgle - ligegyldigt om den er kød- eller planteædende, skal man variere kosten. Når man fodrer med frugt eller grøntsager, skal det helst være økologisk, da giftophobningen kan skade øglen. Hvis man selv plukker mælkebøtter m.m., så sørg for, at det ikke bliver plukket i nærheden af stærkt trafikerede veje, og at det ikke er sprøjtet. Og husk at vaske det.
Det kan blive nødvendigt at fryse noget foder ned. Man må dog aldrig give sin øgle frossent eller koldt foder. Foderet skal have stuetemperatur.
Fodrer man sin øgle med levende mus, daggamle kyllinger eller lign., skal øglen spise dyret med det samme. Ofte fodrer man ved hjælp af en tang, og øglen skal tage dyret med det samme. Er øglen ikke sulten, tager man dyret væk igen. Der er ingen grund til, at der løber små forskræmte dyr rundt i terrariet.

Hver dag
De fleste øgler skal have mad dagligt, nogle kan nøjes med et par gange om ugen. Nogle kødædende øgler vil kun spise levende dyr, andre er ligeglade.

Vand, vitaminer og mineraler
Øglen skal have friskt og rent vand hele tiden - både i vandskålen og i vanddelen. Alt efter hvilken type øgle man har, skal man i nogle terrarier "douche" omgivelserne. Man kan bruge en blomsterforstøver. Den dug, man laver i terrariet, er med til at holde luftfugtigheden oppe, og desuden "drikker" nogle øgler duggen. Desuden skal øglen jævnligt have et vitamin-, mineral- og kalktilskud.
     

Facts

Latinsk navn: Sauria
Kønsmodenhed: Mellem 2-8 års alderen, alt afhængig af arten.
Drægtighedsperiode: Mellem 30-150 dage, alt afhængig af arten.
Antal kuld pr. år: 1-10, alt afhængig af arten. (Nogle får dog kun unger hvert andet år.)
Antal unger pr. kuld: 2-60, alt afhængig af arten.
Unger ved fødsel/klækning: Ligner de voksne øgler - de er bare meget mindre.
Når ungerne kommer ud af ægget, kan de klare sig selv.
Den ideelle alder, for anskaffelse af en øgle er 2 måneder.
Levealder: Danmarks ældste øgle, en hanstålorm, blev 54 år gammel. Den grønne leguan, den grønne vandagame og leopardgekkoen kan blive op til 20 år gamle, skægagamen kan blive op til 10 år gammel.
Vægt: Verdens mindste øgle, en lille gekkoart, vejer under 30 g. Verdens tungeste øgle, komodovaranen, kan veje op til 165 kg.
Længde: Verdens mindste øgle, en lille gekkoart, er ca. 3,5 cm lang, og verdens største øgle, komodovaranen, kan blive op til 3 meter lang.
Fart: Verdens hurtigste øgle, en tejo, kan bevæge sig i en fart af op til 29 km/t.
Farver: Øgler findes i et utal af farver og mønstre.
Arter: Der findes ca. 3.700 forskellige arter af øgler.
Nogle øgler er aktive om dagen, andre er aktive i skumringen og om natten.
Nogle øgler er kødædende, og nogle er planteædende.
Mærkning: Nej.
Stambøger: Nej.



Tilbage til oversigten