Viden
 

Lille hesteskonæse

UDBREDELSE · FACTS · LEVEVIS

Lille hesteskonæse
Latinsk navn: Rhinolophus hipposideros

Udbredelse
Findes ikke i Danmark, men derimod i det meste af Europa. Forasien, Afrika Vestirland, Arabien, Sudan og Eritrea. Om sommeren opholder den sig i indgange til klippehuler, miner, grotter, i kældre og på lofter. Om vinteren flytter den længere ind grotter og miner. Endvidere i skov og træbevoksede landskaber.

Facts
Den minder meget om Stor hesteskonæse, dog mindre og en del mørkere. Den har flyvehud mellem krop, forlemmer, fingre, ben og hale. Fødder og tommelklo er fri for flyvehud. Den har 5/5 fingre og tæer, 2 pattevorter. Øjnene er meget små. Ørerne er nøgne og mellemstore. De er tilspidsede og uden ørelap. Snuden har en hestesko-formet fold foran, midten minder om en sadel, der er afrundet foroven og let tilspidset forneden. Den tætte bløde pels, er rødlig gråbrun, undersiden en del lysere. Ungerne er helt grå. Dens længde er mellem 3,5-4,5 cm. Underarmslængden er ca. 3,5-4 cm, og den vejer mellem 3,5-10 gram.

Levevis
Lille hesteskonæse er et natdyr. Den bruger dagen på at sove frit ophængt i sit skjul. Den svøber sig ind i sin flyvehud, med halen opad ryggen. Den begynder sin jagt i skumringen og forsætter hele natten. Dens føde består af insekter som den fanger i flugten, eller tager fra blade. Større bytte ædes på særlige pladser.
Den er en hurtigere flyver end Stor hesteskonæse, og flyver på en svirrende måde. Den er ikke særlig udholdende. Den går i vinterdvale et frostfrit sted, uden træk.
Parringstiden er fra efterår til forår, afbrudt af vinterdvalen. Hvis den bliver befrugtet om efteråret, oplagrer hunnen sæden. Drægtighedstid er ca. 75 dage. Den føder en blind unge, meget sjældent to. Ungen klynger sig fast til moderens pels for at die. Når hunnen skal ud at jage, efterlader den sin unge i en såkaldt barselsstue, der er et samlingssted for drægtige hunner. Efter en uge, åbner ungen sine øjne. Den er flyvefærdig efter 3-4 uger og kan klare sig selv efter 7-8 uger. Den er kønsmoden efter et år. Lille hesteskonæse kan blive op til 15 år gamle.

  • Klasse: Mammalia

  • Orden: Chiroptera
    Underorden: Microchiroptera

  • Familie: Rhinolophidae



Tilbage til oversigten