Vi - herunder især vores børn - vil gerne have

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2007-01-21 02:24:34
Spørgsmål indsendt af Lene Dam



Kære dyrebrevkasse!
Vi - herunder især vores børn - vil gerne have kat. Vi har imidlertid prøvet før med ringe held: Katten var sød - og viste sig mod giverens forsikringer at være en hunkat - men i løbet af ganske kort tid efter kattens ankomst startede lugtproblemerne. Vi bor i et temmelig tæt villakvarter og vores have patruljeres dagligt af adskillige andre katte. Det viste sig at blive et problem, fordi vi pludselig flere gange om ugen kom hjem til et hus, der stank fra kælder til kvist: Jeg mistænker kattene for at markere på kældervinduerne, hvorfra lugten så spredtes i hele huset. I første omgang troede vi synderen var vores egen kat, men da den var blevet aflivet, fortsatte problemet i yderligere et par år, dog med stadig længere intervaller. Mit spørgsmål er da: Findes der muligheder for at undgå en tilsvarende situation, så vi kan opfylde vores børns hedeste ønske?

Med venlig hilsen
Lene Dam



Svar fra brevkasse

Når du skriver, at I har haft problemer før med katte ved/i jeres hus, så vil I sikkert få det igen, hvis omgivelserne ikke har ændret sig mht. kattebestanden i jeres nabolag. Jeg vil anbefale, at I enten holder katten indenfor, altså lad det være en indendørs kat eller får lavet en løbegård til katten. I vil i begge tilfælde være fri for kattelem og derfor andre katte. En kat, der aldrig har prøvet at være udenfor før, vil ikke ane, hvad det er og vil trives helt fint som indendørs kat (eller med løbegård).
MEN det er vigtigt at få kastreret/steriliseret sin kat/katte, da man på den måde undgår, at hankatte begynder at urinmarkere, dvs. strinte, og at hans urin får en utrolig kraftig og ram lugt. Hankatte vil slås med andre hankatte og være i større fare for at blive smittet med dødelige sygdomme. En hunkat vil i løbetider løbe rundt og jamre sig, da hun vil lokke så mange skønne kavalerer til sig som muligt. Mange hunkatte strinter ligesom hankattene. NB! p-pillen øger risikoen for at hunkatten får livmoderbetændelse, kræft og diabetes.
Ofte vil ens egen kat holde andre katte væk, men til tider kan der være så mange katte, eller bare én streng kat der er ligeglad og som tager kampen op med jeres kat og besøger ens hjem via kattelem, når I er væk. Hvis der er mange katte hvor man bor, skal man vurdere om der er et problem med hjemløse katte og få talt med kommunen om det. For det er skruen uden ende, hvis man bare lader stå til – flere katte bliver til endnu flere katte. Er det private katte som der er mange af, kan det være svært at få ændret på folk holdninger, men man bør tale indbyrdes om at få lavet nogle regler, så kattene bliver neutraliseres og så alle kan leve sammen uden problemer, fri for katteslagsmål og strinteri.
Med venlig hilsen
Helle Nielsen, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål