Vi har fundet fire små killinger lige op ad vores

Underkategori: Kat
Tema: Avl og unger

2008-11-04 05:06:52
Spørgsmål indsendt af Christian Vestergaard Nielsen



Vi har fundet fire små killinger lige op ad vores minkfarm, og vi har set moderen flere gange. Vi går tit derud for at se til dem, men mange gange har moderen været der og har løbet væk, da hun så os. Moderen har også gået rundt i farmen og spist lidt minkfoder, så hun er ikke så vildt bange for mennesker. Vi vil gerne beholde højst to af killingerne og tage dem med ind som kæledyr, men vi vil lade dem være hos deres moder og deres søskende så længe som muligt. Vi er dog nødt til at vænne vores hund til killingerne, så vi er nødt til at tage dem ind en gang i mellem. Er der chance for, at moderen bliver forvirret, hvis vi tager hendes unger fra kuldet en gang imellem? Det er som bekendt ved at blive vinter, så vi tænker på at sætte kassen med killingerne ind i farmen (vi har lavet en rede til dem af flamingo og halm). Kan der ske noget ved at lægge kassen ind i farmen? Moderen har tit gået rundt derinde, kan hun finde sine unger igen derinde? Og hvor gammel skal killingerne være, før man må tage dem fra moderen?
Christian Vestergaard Nielsen



Svar fra brevkasse

Hej Christian Vestergaard Nielsen,
Da katten og killingerne er så tæt på jer, bør I gå ud til killingerne hver dag, for at vænne dem til mennesker. På den måde har de en chance for et godt katteliv blandt mennesker. Jo mindre killingerne er, når I starter på prægningen jo nemmere er det. De to killinger I ikke selv ønsker at beholde, skal I finde hjem til så de ikke vokser op der og begynder at lave killinger når de er 6 måneder. Hunkatten bør I få i en fælde og få neutraliseret og genudsat. Da vi er på vej ind i en ny løbetid (starter igen januar/februar) så få det gjort, så snart at killingerne kan spise selv. Ring evt. til Inges Kattehjem for lån af fælde og hjælp til sterilisation. Når I kæler med killingerne og starter med at flytte killingerne, så gør det når I kan se at moren er i baggrunden, så hun vænner sig til at I gør det og er okay. Hav evt. lidt godbidder med, til at lokke hende med jer ind i farmen.
Der har altid været store diskussion omkring hvornår man skal tage killingerne fra morkatten. Vores erfaring siger, at man skal vente til de er 12 uger, hvis morkatten er til stede og alt er idyl. I jeres tilfælde, vil jeg mene at de bør tage killingerne hjem til jer, når de er 10 uger HVIS I har fået gjort dem helt tamme. Er det svært der hvor de er nu, så skal I gør det når de er 8 uger. For ellers bliver det mere indviklet at gøre dem helt menneskevante. De er okay i sådanne tilfælde, at tage dem fra moderen, når der er flere killinger sammen, da de kan præge hinanden (lege, slås, kæle – lære hvordan man skal te sig). I har oven i købet en hund de kan være sammen med, hvilket er en rigtig fornuftig ting.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Kirit & Helle, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål