Vi har en hunkat på ca. 4 år.

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-05-17 01:48:50
Spørgsmål indsendt af Lisa og Søren



Kære Brevkasse
Vi har en hunkat på ca. 4 år. Hun er lidt bange af natur - og har ikke været så glad for at komme ud. Det har vi så været glade for, for der er en del trafik forbi vores hus - selvom vi bor på landet. Imidlertid var hun blevet mere og mere inaktiv og overvægtig - og det på trods af styret fodring med Science Plan i lightudgaven. For at gøre ”noget” har vi så her for små 3 uger siden hentet 1 killing. Vi havde selvfølgelig en forventning om, at der ville gå nogle dage - måske 2 uger inden accept af den lille. Men, nu er vi snart ved at miste modet. Den ”gamle” kat virker sur - på trods af megen ekstra kærlighed og omsorg fra vores side. Hun er dog holdt om med at hvæse og knurre helt vildt, som hun gjorde i starten, men hun slår indimellem ud efter den lille, også når hun sidder i kattebakken! Vi har også nu det problem, at den ”gamle” er begyndt at urinere andre steder end kattebakken, som vi hele tiden sørger for at holde ren. Den lille er også begyndt - men kun indimellem - at urinere uden for kattebakken.
Spørgsmål 1:
Hvor lang tid plejer der at gå førend 1 ”gammel” kat accepterer en ny killing? Kendes der tilfælde, hvor dette slet ikke sker ? Det kan oplyses, at den ”gamle” er steriliseret.
Spørgsmål 2:
Skal vi have 2 kattebakker? Det vil vi jo helst ikke fremadrettet have - og er bange for, at hvis vi nu vænner dem til dette - at så kommer vi aldrig ”ned på” 1 bakke?
Spørgsmål 3:
Den lille har haft en del tynd mave. Hun er fra en stald (men også været inde i hus), og har ikke fået ormekur. Hun var 10 uger, da vi fik hende.
Den tynde mave har vi næsten fået styr på (mælkesyrebakterier, oralsprøjte købt hos dyrlægen), men hendes afføring bliver ved at være lidt våd / klistret. Dette giver problemer - fordi hun slet ikke kan finde ud af at dække aff. ordentligt til.
Hun skraber helt vildt rundt på må og få - og da aff. stadig er lidt våd - får hun også trådt i det samt ryster poter helt vildt - så vi får aff. over hele gulvet. Hun skraber også udenfor kassen - altså ned på gulvet - mens hun stadig sidder i kassen. Vi har hver gang måttet vaske hendes poter - og nogen gange, har vi simpelthen ”løftet” hende af - for at undgå vask.
Dette er jo heller ikke løsningen i og med, at hun så får et anstrengt forhold til det at skulle lægge aff. og ikke får lov at afslutte ”sagen” selv.
Spørgsmål 4:
Vi har givet hende ormekur Banminth pasta 1 gang -hvorefter hun fik meget tynd mave. Dyrlægen mener ikke, vi skal give hende mere ormekur førend aff. er helt i orden. Vi er nu imidlertid bange for, at det netop kan være orm, der udvikler sig - og tænker at hun måske skal have noget mere ormekur? Vi kan ikke se orm i aff. - men hendes mave rumler indimellem.
Tror I at vi skal fået den ormekur ”overstået”?
Spørgsmål 5
Tror I, at hun ikke har nået at lære af sin mor, hvordan man gør i en kattebakke? Vi fik af vide, at hun var vant til kattebakke?
Vi er snart ved at miste modet - og aner ikke vores levende råd. Vi ville jo bare hjælpe den gamle kat - gøre hende glad.
Håber meget på hurtigt svar
Jeg glemte at skrive, at vi har vaccineret den lille - og hun skal igen 1 md. efter.
De bedste hilsener
Lisa og Søren



Svar fra brevkasse

For at slanke en kat, skal I fodre med kattemad der har lavt fedtindhold. En variation mellem fx w/d og r/d Prescription fra Hills er godt – købes kun hos dyrlægen. Lidt eller slet intet dåsemad, da det feder meget. Masser af aktivering – leg, drys tørfoder rundt i huset så din kat skal bevæge sig for at finde det, i stedet for at det bare står serveret i en skål. Tril tørfoder hen ad gulvet, så den skal løbe efter det osv.
Ikke alle katte synes, det at få en legekammerat, er det bedste. Som regel synes en aktiv, legesyg og krudt-i-numsen-kat at det er rart, at have en kammerat at løbe rundt og lege med. I jeres tilfælde, tror jeg simpelthen at jeres 4 årige kat er af den rolige type, der passer sig selv og nyder en rolig tilværelse. Det betyder nu ikke, at hun efterhånden vil tø op og synes at det egentlig er meget rart med selskab. Måske skal hun først lære det. I må være tålmodige og tage det som det kommer.
Hun er blevet urenlig, fordi hendes territorium (hus) og tissebakke er blevet invaderet af en fremmed kat. Det er normalt. I har sikkert skyndt jer for meget og presset den nye killing ned over hovedet på hende – det bryder katte sig sjældent om. Samtidig ”tvinger” I hende jo faktisk til at bruge sit toilet med den nye, hvilket hun absolut ikke bryder sig om.
I bør starte forfra og de næste 2-4 ugers tid skille kattene ad, når I ikke er hjemme og når I sover om natten. Dermed får jeres voksne kat ro omkring sig, og chancen for at få lidt fred og vænne sig til den nye stille og roligt. Den lille nye får samtidig fred for sig selv, og bliver ikke overfuset af den store hele tiden. Det er normalt, at den voksne hvæser og dasker til den nye lille. Det gør egentlig ikke så meget, for det er også med til at opdrage og sætte grænser for den nye. Er det dog meget overdrevet, hvor den lille konstant er bange, så skal I stoppe den gamle indimellem.
1. De fleste voksne katte accepterer til sidst en killing. Dog er det ikke alle der kommer til at elske hinanden. Oplever I at de virkelig ikke trives sammen, skal I vurdere om det ikke er bedst at finde et nyt hjem til killingen. Men det er kun hvis det er meget slemt.
2. I bliver nødt til at sætte flere bakker. Der er store chancer for at kattene senere vil acceptere at dele bakke. Men nu når I oplever urenlighed, så skal I skynde jer at sætte 3 bakker rundt omkring. Efterhånden kan I fjerne en og måske senere to. Men det kan være at I altid er nødt til at acceptere en bakke til hver.
3. En kat med diarre/lind mave kan have svært ved at ”ramme” tissebakken ordentlig hver gang. Nogle katte har det endda så skidt, at de med vilje bliver urenlig. Jeres killing vil så gerne forsøge at dække til, og gør hvad en kat normalt gør og når afføringen er tynd er det sværere, at undgå at få på poterne end når afføringen er fast.
4. Jeg synes I skal give ormekursbehandlingen færdig, så killingen kan blive helt fri for orm. Man plejer at give Banminth et par gange efter hinanden med 14 dages mellemrum. Læs brugsanvisningen! Banminth er kun for spoleorm, så hør dyrlægen om en kur mod bændelorm. Samtidig giv killingen en skånekost i 3 dage. Skånekosten består af kogt torsk og kogte ærter (mos det sammen) og giv kun det i 3 dage. Små men ofte måltider (så vidt muligt 5-7 gange dagligt) og adgang til vand. Fjerde og femte dag blander I normalt kattemad sammen med kogt torsk/ærter, så overgangen ikke bliver for hurtig. Det plejer at reparere en tynd mave. Killingen må ikke spise af den voksnes mad, så stil den voksnes kattemad højt (vindueskarm eller lignende). Køb sundt killingefoder. Det er normalt at en kat kan få tynd mave, når de skifter hjem, ved foderskifte, stress, orm mv.
5. Det gør egentlig ikke noget, at hjælpe en killing på bakken. I kunne med en ske hurtigt fjerne afføringen (de næste par uger), så den ikke træder i det, og så lade killingen grave og rydde op i bakken efter sig. Hvis forrige ejer siger, at missemor har været der til at lære killingen bakken, så er det sikkert rigtigt nok. Og katte har det med at finde ud af det alligevel, fordi det ligger til deres natur, at grave deres afføring og urin ned. Bruger en killing ikke bakken, er der en grund. Enten driller/jagter en anden kat den, når den bruger bakken. Eller den står forkert, måske er der for langt til den. En tissebakke bør altid være få meter fra killingen lige meget hvor i huset den er. Derfor er det godt at have en killingebakke med i stuen, når den opholder sig der. De næste par uger, når I ikke kan holde øje med den, så lad den være på lidt plads (badeværelset, mindre køkken og lignende), så den har bakken tæt på (for sig selv), med mad, legetøj, kradsetræ mv.
I skal blot være tålmodige og tage tingene som de kommer. Giv jeres hunkat tid til at vænne sig til den nye, lad dem få lidt fred for hinanden, giv killingen lidt plads at være på med bakken, når I ikke kan holde øje, så skal I nok få det til at fungere hen ad vejen. Hvis jeres hunkat bestemmer sig for ikke at være gode venner med den lille nye, så må I acceptere det og hygge jer med de to katte på hver deres måder. Indret hjemmet med høje kradsetræer, papkasser/huller, masser af legetøj og brug tid på aktivering og leg. Måske skal jeres hunkat ”lære” at lege igen – og med en legekammerat!!
Det var et længere svar til jeres lange mail. Håber I kan bruge det til noget.
Med venlig hilsen
Helle, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål