Vi har en dejlig indekat (hunkat)på 9½ år

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2009-05-23 09:33:53
Spørgsmål indsendt af Birgitte



Hej katte-eksperter!
Vi har en dejlig indekat (hunkat)på 9½ år, og skal snart have en baby. Katten er vores øjesten (og omvendt), men den bryder sig ikke om børn. Når vi har børn på besøg, gemmer katten sig som regel ovenpå klædeskabet eller bag nogle bøger - ligegyldigt om det drejer sig om besøg af 2 eller 12 timers  varighed. Skulle børnene komme i nærheden af katten, hvæser den og rejser børster - men trods alt ikke mere end det.
Har I et godt råd til hvordan vi skal lade katten og den lille baby komme ind på livet af hinanden?
Vi vil naturligvis bestræbe os på at give katten så meget opmærksomhed som muligt, men dels kan det i praksis blive svært, hvis den gemmer sig, ligesom når der er børn på besøg, dels kan det jo være svært at få tid til det.
Skal vi lade katten være i fred indtil den selv får lyst til at nærme sig babyen? Eller selv sætte den ned til babyen og lade den snuse - naturligvis under opmærksom overvågning.
Vi håber på, at katten forbliver det hyggedyr, den er i dag, og at vores baby får en afslappet forhold og naturligt til den. Men hvordan hjælper vi det på vej?
Med venlig hilsen
Birgitte



Svar fra brevkasse

I er allerede opmærksom på at jeres kat ikke bryder sig om børn og det må man respektere. Hun er en ældre kat (ikke gammel) og de bryder sig ikke altid om store forandringer. Så vær tålmodige – følg kattens tempo! Sørg for et sted hvor den kan være i ”fred” for barnet (et hyggested). Sørg for at give jeres kat ligeså meget  opmærksomhed som før, men forvent at den vil reagere anderledes i en periode frem. Den kan finde på at hvæse eller slå ud efter jer. Men tag det roligt, det er frustration/forvirring og bør gå over efterhånden, når katten vender sig til det nye. Husk på at I kommer til at lugte af den nye baby. Nogle katte kan finde på at blive urenlig, når de bliver frustreret. Hvis det sker, så find et værelse som den kan have som sit i en periode, når I ikke kan holde øje med den. Der skal den have hyggested, mad, vand og tissebakke (måske to tissebakker i en periode). Med tid bør det lykkes for jer. Held og lykke !
Med venlig hilsen
Helle Nielsen og Dora Vörös, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål