Vi har desværre lige måttet skille os af med

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2002-05-03 05:58:54
Spørgsmål indsendt af Gitte



Hej
Vi har desværre lige måttet skille os af med vores to dejlige katte. Vi har haft dem, siden de var 12 uger gamle - nu er de 3 år. Det er en hun og en han fra samme kuld. De er begge neutraliserede. De har hele tiden været indekatte og det er egentlig det meste af tiden gået meget godt; vi har altid sørget for, at de havde gode klatre-muligheder og har altid leget meget med dem. F.eks. har vi beklædt hele den ene ende på vores klædeskab med kokostæppe så de kunne kravle op og den anden ende er forsynet med hylder som de kunne hoppe rundt på. Inde i stuen har vi en 4x4 bom beklædt med kokostæppe - den står på skrå (står fast) og går op til en hylde til at ligge på. Rundt omkring er der gemmesteder og kasser til at gemme sig/ligge i.
Vi har altid leget meget med vores katte, f.eks. leget ”fangelege” med dem ved at kaste piberensere, papir og andet sjov, samt halvdelen af deres aftensmad (tørfoder). Den anden halvdel har vi ”gemt” rundt omkring og de har så søgt efter det. De elskede disse lege og de legede også meget med hinanden, men alligevel synes det som om vi ikke har kunnet dække deres behov godt nok. Vi har altid kælet meget med dem - de er begge meget hengivne, omend hunkatten godt kan være lidt reserveret af og til (men hvis man bare lod hende komme selv, ville hun meget gerne kæles). Trods dette, der jo lyder meget godt, har vi set os nødsaget til at skille os af med dem. Det virkede som om, at de kedede sig eller havde for lidt plads at løbe rundt på (vores lejlighed er 64 m2); de tog sig nogle gevaldige ture - og  virkede irriterede - dette skete ofte om natten og vores underbo har klaget adskillige gange over det. Endvidere gik vores hankat tit og mjavede, som om der var noget han var utilfreds med - det hjalp ofte hvis vi legede med ham, men det virkede som om han var ”umættelig”. Nu har vi så valgt, at give ham til min kærestes far, der bor i hus i et sommerhusområde - dvs. det er et stille og roligt kvarter med masser af haver og skove. Han er meget glad for katte og har 5 i forvejen (to hunkatte på 1 år, en hankat på 13 år og to hankatte på hhv. 2 og 3 år). Vi har været nede hos ham i en uge, hvor vi først lod vores katte være inde på et værelse sammen (det værelse vi sov i). Efter et par dage lod vi dem komme ud i resten af huset, og efter yderligere en dag forsøgte vi os med at lukke dem ud i haven. De var utroligt glade for at komme ud og undersøgte hvert et græsstrå. De kom begge ind igen - hunkatten efter nogle timer, hankatten dog først efter 12 timer. Efter dette lærte vi dem at bruge kattelemmen og de har så løbet ud og ind som det passede dem. Vi tror nok, at det skal gå med de andre katte. Vores hunkat har hvæset en del af de andre katte, og den ene af hankattene har mjavet når han har set vores katte, men ellers har der ikke rigtig været noget.
Vi er meget kede af at skulle af med kattene og selv om vi kunne se at de elskede at få lov til at være ude; de hoppede rundt, kravlede i træer og løb rundt i hele haven, ja, så er det bare så frygteligt at skulle af med dem. Mit spørgsmål er så om de vil savne os. Eller vil de hurtigt glemme os. Jeg håber selvfølgelig at de vil kunne huske os når vi kommer og besøger dem, men jeg har det så dårligt med at tænke på, at de måske går og er kede af det og savner os. Håber I kan svare. Til slut skal det lige nævnes at vores hunkat var lidt skræmt over hendes nye ejer (hun har altid været lidt bange for fremmede, ex. når der kom gæster hjemme hos os). Hvis det ikke går med at have dem dernede af den ene eller anden grund, vil det så være synd for dem hvis vi tog dem tilbage her til vores lejlighed? Ville det være synd at skille dem ad hvis det nu kun går med den ene kat? På forhånd tak for svaret.
Venlig hilsen Gitte



Svar fra brevkasse

Kattene vil sagtens kunne huske jer, i op til et halvt års tid efter. Men mit forslag til dig er. Du er så glad for dine katte, hvorfor laver du ikke en aftale med din far om at han kan have dine katte om sommeren, så får de afløb for alle deres lømmel streger, så kan du tage dig kærligt af dem om vinteren, på den måde er det optimalt for alle.
Held og lykke.
Venlig hilsen
Tina Jensen
Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål