Jeg skriver til jer i håbet om

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2011-09-21 05:23:18
Spørgsmål indsendt af Karina Skotte



Jeg skriver til jer i håbet om, at I kan hjælpe mig med nogle gode råd ang. en lille ”tissetrold”.
Min hunkat, Daisy, på 2½ år, som forøvrigt står i jeres øremærke register, har desværre fået den ubehagelige vane at tisse uden for kattebakken. Det skal dog siges at hun også både tisser og gør stort i bakken som hun skal, men derudover ynder hun at tisse flg. steder:
1) uden for bakken / på badeværelsesmåtten
2) på måtter / små tæpper foran hhv. køkken-, altan- og hoveddør.
I starten nøjedes hun med badeværelsesmåtten, som jo siden har været vasket flittigt! Idet badeværelsesmåtten således tit og ofte er til vask, er hun siden begyndt på at tisse på gulvet lige foran åbningen til kattenbakken (det er en med låg og lem).
Jeg har forsøgt at fjerne låget for om det var det hun ikke syntes om, men uden held. Det samme med at klistre lemmen op, men igen uden held. Jeg har forsøgt at lægge en klud med godbidder på uden for bakken, så hun ikke ønsker at tisse der hvor der også er godbidder/mad, men igen uden held.
Siden hen har det eskaleret til også at blive på måtter / tæpper foran udgangsdøre. Og nu er det så også blevet lige meget om tæppet ligger der! Kan det hænge sammen med at hun gerne vil ud? Er det fordi hun tisser i frustration over at jeg ikke er hjemme (eller sover) til at lukke hende ud?
Jeg har forsøgt at finde ud af hvorfor hun tisser uden for bakken, men kan ikke se hvor problemet skulle opstå. Hun har altid mad og vand til rådighed, jeg kommer hjem til hende hver aften, hun kommer selv hver aften for at ligge på mit skød og blive nusset i timevis så kærlighed får hun masser af, hun får fred når hun ønsker det og har flere steder som er hendes egne (kurv, hule, ovenpå skab, indbakke etc.), hun har ingen andre unoder, bruger flittigt sit kradsetræ, leger af og til med naboens hankat på samme alder, kommer ud på altanerne men er ellers en indekat og har ikke kendt til andet.
Hun er en forsigtig kat der lige skal se folk an, bliver nemt forskrækket, og kan ikke lide fyrværkeri som der desværre er mange der fyrer af i boligblokkene omkring mig (måske er det fordi hun bliver bange/forskrækket?).
Jeg vil gerne forstå hvorfor hun tisser uden for bakken, og har en ide om at det er fordi hun er ”fornærmet” over et eller andet der ikke passer hende. At hun ikke lige får det hun vil spise den dag, at hun ikke lige bliver lukket ud på opgangen/altanen når hun vil (f.ex. kl. 1 om natten) - og så fremdeles.
Jeg holder meget af min kat, men jeg synes at tisseriet har taget overhånd til at det kan ignoreres/accepteres. En ting er lugten, men når det også går ud over tæpper og gulvlakken, så mener jeg der er noget galt. Jeg vil dog helst ikke aflive hende uden at give et sidste forsøg. Hendes bror er lige blevet aflivet pga. urinvejs-problemer, så jeg har haft hende til dyrlæge for at undersøge om der er noget galt, og det er der heldigvis ikke. Dyrlægen havde ikke nogle råd at give, så jeg håber I vil være mig behjælpelig.
Jeg har læst om et råd om at have en extra kattebakke stående der hvor katten tisser og siden flytte den nærmere den oprindelige bakke, men i så fald bør jeg så have 4 andre bakker stående i lejligheden hvoraf den ene ville stå lige ved siden af den oprindelige bakke. Det mener jeg ikke er en løsning, så jeg håber I kan hjælpe mig med andre løsninger og gerne også en forklaring på problemet.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Karina Skotte



Svar fra brevkasse

Du kan sagtens være inde på det rigtige mht. at blive fornærmet, når hun ikke lige bliver lukket ud i opgangen og altan, når det passer hende, og så protest-tisser hun. Måske keder hun sig, når hun er alene hjemme og ville have godt af en legekammerat. Du skriver at hun indimellem leger med naboens hankat, kan det ikke ske lige oftere måske og så lur hende om det hjælper på hendes tisseri.
Har du prøvet at skifte grus? Nogle katte bryder sig ikke helt om det grus vi vælger at købe og kan derfor finde på at protest-tisse. Mange gange, når vi ikke lige får tømt bakken, så protest-tisser katte også (det er nogenlunde det samme som vi skal på toilettet efter en, der ikke har trukket efter sig).
De steder hun har tisset, få fat på ”Pist Væk” 40 45 12 34 og sprøjt det på de steder. Vi har god erfaring med det produkt, som rengøring, efter urenlige katte.
Du spørger om hun vil ud. Men har hun altid været indekat, så ved hun ikke hvad udelivet betyder. At hun nyder at opholde sig på altanen og i opgangen, er fordi det er spændende.
Med venlig hilsen
Helle, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål