Jeg skal flytte til USA med min mand

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2014-12-14 08:07:25
Spørgsmål indsendt af Rikke Hill



Jeg skal flytte til USA med min mand, og jeg vil nu gerne vide, hvordan jeg bedst kan flytte min 6-årige hankat med?
Flyveturen til Chicago varer 9 timer + ca. 3-4 timer til check-in, etc., så det er jo lang tid for en kat. Jeg har kontaktet SAS, og de siger at katten er i et opvarmet lastrum hele tiden, og at der ikke f.eks. er en hundekennel med samme fly. Min kat er normalt meget rolig, men jeg har hørt, at nogle vælger at give katten noget beroligende, er dette en god eller dårlig ide?
Vedr. transportkasse, så er den største, jeg indtil videre har fundet 60 x 42 x 40 cm (min kat er temmelig stor, han vejer omkring 5,5 kilo). Vil denne transportkasse være stor nok til ham?
min kat er blevet passet af en af mine venner, der bor i min lejlighed. Lejligheden skal nu byttes til en mindre. Er det bedst at lade min kat blive i den gamle lejlighed til starten af april, indtil jeg selv kommer hjem og flytter ind i den nye lejlighed, eller vil det være okay for ham at flytte ham ind i den nye lejlighed (hvor en veninde kan passe ham) allerede nu, og blive der indtil jeg selv kommer hjem i starten af april, og derefter tager ham med til USA omkring 1. maj?
Med venlig hilsen
Rikke Hill



Svar fra brevkasse

Det er normalt ikke en god ide at give katte beroligende midler, for de reagerer meget forskellige. Det er meget ”bedre”, at lade den være vågen og være sig selv. Så selvom der sker ”mærkelige” ting omkring den, kan den i det mindste følge med, og det kan den bedre håndtere i vågen tilstand. Undlad at give den mad en halvdags tid inden den skal af sted (kun vand) og mad undervejs. Du risikerer bare, at den kaster det op, fordi den bliver køre/flyvesyg. Den kan sagtens klare sig uden mad, det er dog vigtigt at den har adgang til vand hele tiden.

Størrelsen på transportkassen som du beskriver, lyder som en god størrelse. Ikke for lille, men den kan strække sig og stå op, og ikke for stor så den bliver utryg pga. for meget plads.

Du skriver at SAS oplyser, at lastrummet er opvarmet. Så er der en pæn temperatur, så skal du passe på med ikke at komme for stort og varmt et tæppe/håndklæde ind til den i kassen. Aviser i bunden og et mindre tykt håndklæde (evt. en t-shirt med din duft på).

Din kat er rolig af natur, så den synes sikkert det er mere hyggeligt, at komme over i den nye lejlighed, hvor din veninde bor. Husk, giv den lidt plads i starten og så tilbyd den mere og mere af lejligheden (lidt plads er for nervøse katte lig med trygge omgivelser).
Med venlig hilsen Helle Nielsen, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål