Jeg har med stor interesse læst jeres brevkasse

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2000-06-09 05:55:33
Spørgsmål indsendt af Missemor Rikke



Hej Brevkasse.
Jeg har med stor interesse læst jeres brevkasse og har fundet mange god råd, - tusind tak for det.
Mit spørgsmål går på perser-killinger og ikke-kastreret hankat i huset, samt sonde-fodring. Dette spørgsmål er jeg ikke stødt på i jeres brevkasse.
Min 2-årige hunperser (Mia) og hanperser (Libby) fik killinger for 3 uger siden. Vi har valgt ikke at neutralisere nogen af dem, da vi gerne vil have killinger igen senere. Derfor er Mia på P-piller. Mia fødte 3 killinger, hvoraf den sidstfødte døde. Den ene vokser fint (vejer 360 g efter 3 uger) og den anden har været på sutteflaske og nu sondemad i 12 dage (nu vejer den 210 g og kommer sig langsomt men sikkert!). Den store killing er meget opsat på at komme ud af fødekassen og opleve verden, men vi synes det er lige tidligt nok, da den lille så absolut ikke er klar. Mia ammer stadig og ingen af killingerne er interesserede i killinge-foder endnu. Vi har stillet en lille kattebakke ind i fødekassen og det leger de meget i, men besørger vist ikke endnu.
Vi har hørt, at hankatte per instikt kan slå killingerne ihjel og vi holder derfor Mia og killinger adskilt fra Libby om natten og når vi ikke er hjemme. Men om dagen færdes Libby frit i huset sammen med Mia og besøger også killingerne i deres kasse en gang imellem og det ser ud til at gå fint - Libby virker interesseret og slikker dem, men er tydeligvis lidt klemt over situationen, men virker ikke truende eller aggressiv
Mine spørgsmål er følgende:
1) Kan vi allerede nu lave en lille ”dør” i kassen, så den store kan komme og gå, som den vil i et lukket værelse på ca. 16 m2.
2) Vi vil holde killingerne på værelset med åben dør, hvor der er sat et 20cm bræt for. Er det tid nu til at holde dørene åbne om natten og når vi ikke er hjemme eller skal vi vente længere mht. risikoen for Libby’s ”dræber”-instikt? Her tænker jeg på om vi kan være sikre på, at Libby ikke gør dem ondt? Hvis det er for tidligt, hvor store skal killingerne i så fald være?
3) den lille sonde-fodres stadigvæk og vi holder øje med vægten - skal vi fortsætte med dette indtil den selv tager fast føde til sig? Den ammer stadig, men tager tydeligvis ikke føde til sig på samme måde som den store?
Venlig hilsen Missemor Rikke



Svar fra brevkasse

1) Det er ved 3-4 ugers alderen at killinger begynder at bevæge sig mere rundt. Men du skal lave en kravlegård på mindre plads, da 16 m2 er for meget til at starte på. Sørg for de næste par uger, at de har ca. 4 m2 at være på. Du risikerer nemlig bare, at de ikke kan finde bakken og det er sådan man får urenlige killinger. Når killingerne er 8-9 uger kan du give dem hele værelset, og så sæt 2-3 tissebakker i værelset.
2) Det er rigtigt at en hankat godt gå til angreb på killinger, men det vil du hurtigt opdage, for det vil ske med det samme. Prøv (imens du er der) at lade ham komme til. Tager han det afslappet og roligt, så skal du stole på ham. Nogle hankatte er endda gode ”onkler” for killinger.
3) Hvis killingen ikke spiser selv/og dier hos morkatten, er du nød til at fortsætte sondre-fodringen. Det er et spørgsmål om tid før den begynder ligesom den anden, at spise selv – og det bør den snart. Hvis den ikke gør, skal du få den undersøgt hos en god dyrlæge. Den kan fejle noget, fx ganespaltning kan være grund til, at den ikke kan die selv osv.
Med venlig hilsen
Helle, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål