Jeg har lige et par spørgsmål.

Underkategori: Kat
Tema: Sygdom, parasitter, neutralisering

2012-01-26 03:43:19
Spørgsmål indsendt af Anita



Hej
Jeg har lige et par spørgsmål. For det første om ringorm. Jeg fik en ny killing, der havde ringorm. Den kommer fra en main coon avler, som påstår, at det ikke kommer fra dem, men noget den fik i lufthavnen, min bror fik en anden fra det kuld, som også havde dette. Kan man ikke brokke sig nogle steder over sådan noget, oven i det så blev de afleveret, da de kun var 7 uger og hun kalder sig en avler med fine papir. Jeg fik kun alderen at vide, da katten var ankommet.
Alle kattene hos os fik dermed ringorm inkl. os andre i familien. Vi er blevet behandlet med salve og kattene med noget, de skulle vaskes i (fra dyrlægen). Problemet er bare, at det vender tilbage. Er der et godt råd om, hvordan vi bliver helt kvit med ringormen. Vi har nemlig 5 katte og det er ikke særlig kønt/lækkert.
Jeg vil også lige høre om I kender et godt mærke på kattegrus, som holder sig lugtfri også efter 2 dage, jeg købte noget for 1 år siden, der var meget effektivt, men har glemt navnet. Det kostede ca. 250 kr. for 10 kg. Jeg har prøvet de nye ”plast kugler”, de er gode, men alt for dyre med så mange katte.
Hilsen Anita



Svar fra brevkasse

I henhold til dyreværnsloven skal man varetage dyrene interesse bedst muligt. Dvs. det er fornuftigt at vente med at tage killingerne fra moderen, indtil de er 12 uger gamle. Dette anbefales også af dyreværnsforeninger og racekatteklubber. Derfor, når avleren har udleveret killinger fra 7 uger, er det i strid med gældende praksis. Du kan forsøge at kontakte en racekatteklub for at høre, om de evt. kender til noget til damen. Der er fx Maine Coon klubben Danmark i Århus telefon 86 15 71 10, Dansk Silver Katteklub i Birkerød 45 81 01 75.
Dertil skal lige nævnes, at det naturligvis er noget helt andet, når vi taler om hjemløse katte, hvor moderen ikke eksisterer mere (død/forsvundet). I sådanne tilfælde er det individuelt, hvornår det skønnes, at killinger kan komme ud i nyt hjem. Det er dog meget vigtigt, at nye ejere er oplyst om det ekstra arbejde/risiko, der er forbundet med at hjælpe sådan en lille killing, og at den har bedst af en artsfælle den kan være sammen med.
Ringorm er betegnelsen for en hudsygdom, som skyldes en svampeinfektion i huden. Hvorfra katten er smittet er nok lidt svært at bevise nu, altså om det kommer fra avlerens hjem eller fra lufthavnen som hun påstår. Svampen danner nogle små frø kaldet sporer. Det er disse sporer, som overfører smitten til andre dyr og mennesker. Smitte kan ske enten ved direkte kontakt eller fra sporer der ligger i omgivelserne.
Behandlingen af ringorm hos kat er desværre langvarig. Kattene skal have tabletter (Fucidin) i minimum 6 uger. Er det langhårede katte, kan det være nødvendigt at klippe hele katten ned. Hvis der er flere katte i huset, skal alle behandles. Støvsug grundigt flere gange og vask omgivelserne og kattene af i svampedræbende middel Virkon S opløsning 0,5%, som fås på apoteket eller hos dyrlægen. Hvis I er blevet smittet, så skal I smøre jer selv med et svampedræbende middel. Det er meget vigtigt, at mennesker behandles i 14 dage efter alle synlige spor er væk, ellers vil der være tilbagefald. Husk også på, at sporerne også kan sidde i jeres tøj, så tøjet skal også vaskes.
Tal med en god kattedyrlæge om det, så I kommer i gang med behandlingen på en ordentlig måde. Vær ellers tålmodig og vær grundig med vask og rengøring, så kan det godt lade sig gøre at blive kvit med ringormen.
Der er kommet noget nyt kattegrus som er økologisk. Det er ikke giftigt, det er fremstilles af tang hvorfor det kan brændes eller komposteres i haven og fremfor alt det støver minimalt. Kan indtil videre fås her på Kattehjemmet i Glostrup, Næstved og Odense eller i diverse KFK-forretninger, ring til 89 47 70 00 som kan henvise til nærmeste forhandler. Hvilket mærke grus du lige mener er svært for mig at vide, for der findes så meget. Men mange katteejere bruger det grus der klumper, som bl.a. købes i dyrehandlen. Fjerner man et par gange om dagen klumperne i gruset, så er resten af gruset rent og det lugter derfor ikke. Hele bakken tømmes og rengøres efter behov og efter hvor mange katte der bruger bakken. Med 5 katte er det måske 1 gang om ugen.
Med venlig hilsen
Helle Nielsen, Inges Kattehjem

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål