Jeg har et spørgsmål omkring én af vores katte

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2000-09-18 02:39:30
Spørgsmål indsendt af Anne Buchholt, Herning



Jeg har et spørgsmål omkring én af vores katte, og jeg håber derfor, at I kan råde mig til at gøre det rigtige.
Vi har 3 katte.... en maincoon (stor hankat på 4 år, som vi har haft i 2 år), en gråstribet huskat (lille, hunkat på ca. 1½ år, som vi har haft fra killing) og så har vi for ikke så længe siden fået en lille, sort killing (hun), der vel er ved at være omkring 15 uger. Den elsker de andre katte højt, og de er også glade for den. Der er ingen problemer dem imellem. Men vi mennesker kan ikke rigtigt komme til den. Den kan strække sig til at sutte på ens finger, hvis der er leverpostej på eller sove i fodenden af sengen om natten, så længe at vi ligger helt roligt, men den vil under ingen omstændigheder tages op eller kæles med. Så bliver den bange og løber væk, hvis bare man antyder en bevægelse i den retning.
Vi er temmelig kede af det, men håber naturligvis på fremskridt snart. Men vi har aldrig haft problemer med de andre 2 katte. De er ekstremt kærlige og glade for os.
Det skal siges, at det er en vildkat (gårdkat), vi har fået. Den er blevet fodret af mennesker sammen med sine søskende og mor, men den har ikke haft anden kontakt til mennesker i den forstand end os.
Vores katte går inde altid (medmindre de er ude i haven om sommeren, når vi er der), hvilket gør, at vi er meget sammen med dem, og det burde jo knytte stærkere bånd til os, men hvad skal vi gøre for at blive bedre venner med den lille, så den får tillid til os ?
Man kan jo ikke lide at tage den op, når den er så bange og gemmer sig, hvis man prøver. Men vi kan jo heller ikke bare lade den være alene for altid, da vi meget gerne vil kæle med den. Den har været her ca. 1 måned nu. Kan I give os et par gode råd ???
Venlig hilsen
Anne Buchholt, Herning



Svar fra brevkasse

Hej Anne
Der er kun en ting, som I kan gøre, og det er: Bliv ved med at vise kærlighed til den lille killing. Giv ikke op. Det er helt klart, at den ikke er vant til menneskelig kontakt, den er ikke vant til at blive kælet for, og til at blive taget op, og derfor forbinder den det med noget ubehageligt. Den skal først finde ud af, at I er ganske ufarlige og kun gør det bedste for den. Derfor skal I selvfølgelig blive ved med at give den lidt godbidder af hånden, og kæle den blidt, når den f.eks. ligger sammen med de andre. Så vil den med tiden finde ud af, at det er ganske rart. Der kan godt gå lang tid, før den er fortrolige med Jer, men alene det, at den vil slikke af en finger og ligge i fodenden, er tegn på at den synes, at det ikke er helt så slemt, som det har været. Derfor - hav tålmodighed, på et tidspunkt kommer tilliden.
Venlig hilsen
Dorte Kaae
formand, Jydsk Racekatte Klub

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål