I november 1998 tog vi en hunkat til os.

Underkategori: Kat
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

Spørgsmål indsendt af Lise, Nibe



I november 1998 tog vi en hunkat til os. Det var koldt, dyret var sulten og MEGET kælen og blev ved at holde til, skønt vi ikke gav den noget mad - til at starte med. Efter at have forhørt os om den var savnet nogen steder, kom den altså ind, åd, og styrede direkte ind i ”farmors” stol.
Jeg tror, den har boet på en gård, for efter den fik lov at bo her, var den ikke sådan rigtig ”kælet”. Men dog sød og rar og gjorde ingen fortræd.
Jeg har haft kat i hele min barndom og ønskede mig en kælemis. Derfor købte jeg i februar i år en han-killing på 12 uger, som jeg kunne forkæle fra starten af og dermed få min kælemis.
DET kunne den ”gamle” ikke li’. Hun forandredes med det samme til et vilddyr. Jeg turde ikke lade børnene gå sidst hjemmefra og skulle lukke hende ud, for hun hvæsede og kradsede som en anden tiger.
Jeg var meget ked af det og gik i overvejelser om at komme af med hende, men ... I maj måned fik hun så en chance: jeg fik dem henholdsvis kasteret/stereliseret, fordi dyrlægen sagde til mig, at det muligvis kunne ændre noget.
Det gjorde det ikke i starten; skønt stadig bedøvet lykkes det hende at åbne et vindue og stikke af i raseri. Men så på fjerdedagen vendte hun totalt på en tallerken: Blev kælen og kontaktsøgende overfor os, hvorefter jeg forsøgte at lægge lillemis derhen. Han var selvfølgelig ikke tryg ved det i starten, fordi hun havde behandlet ham sådan. Men efter ganske få dage endte det med, at de to blev PERLEVENNER. De lå i samme stol hele tiden, vaskede hinanden og sov pote i pote. Vi var SÅ glade.
Lige til i sidste uge ....
Nu ved jeg ikke mine levende råd, for lige så pludseligt som hun blev venlig, er hun nu vendt tilbage til sit gamle jeg.
Kan I fortælle mig, om der er noget, jeg nu kan gøre - så vil jeg blive lykkelig.
Lise, Nibe