Hvilken fantastisk opfindelse med sådan en brevkasse! .

Underkategori: Flue

2006-10-03 01:29:03
Spørgsmål indsendt af Merete, Anne-Mette og Jakob



Kære Dyrebrevkasse
Hvilken fantastisk opfindelse med sådan en brevkasse!
Vi sidder netop omkring aftensbordet og er kommet til at diskutere, hvorvidt man kan sige, at fluer består af kød? Vi er indtil videre blevet enige om, at svaret må afhænge af, hvorvidt fluer har muskler eller ej.
Kan I eventuelt hjælpe os videre i vores lille mellemværende? Består fluer af muskler? Og er det korrekt at definere muskler som kød?
Tak for hjælpen! De venligste hilsner
Merete, Anne-Mette og Jakob



Svar fra brevkasse

Med ganske ganske få undtagelser kan man nok sige at alle levende dyrs bevægelser foregår ved hjælp af muskler. Encellede dyr har ikke egentlige muskler, men de højerestående flercellede dyr har alle muskler til at bevæge sig med. Det gælder f.eks. søanemoner, søstjerner, muslinger, blæksprutter, krebsdyr og insekter. En flue har masser af muskler, bla. nogle effektive vingemuskler, der kan sætte den i stand til at lette lynsnart. Også benene og hovedets bevægelser styres af muskler, såvel som flere af de indre organer, herunder et noget primitivt "hjerte".
Jeg vil give jer ret i langt hen ad vejen at man kan definere muskler som kød. Stort set alt hvad vi spiser af fugle, fisk, og pattedyr er muskelvæv.
Jeg er ikke helt sikker på hvorvidt man kan definere lever, nyrer og lunger som kød - nogle vi, andre vil nok ikke, men muskler er der ikke tale om for de 3 nævnte organers vedkommende.
Håber det er uddybende svar
Med venlig hilsen
Leif Øgaard

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål