Vores hund gør fremspring mod biler?

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2014-04-21 02:02:55
Spørgsmål indsendt af B.R. Christensen, Allingåbro



Vi har en Labradorhvalp på 4½ måned, som vi synes, at vi har nogle problemer med. Jeg plejer at gå tur med den 2-3 om dagen på nogle stier i nærheden af vort hus, men de sidste 2 aftener har jeg gået langs en vej, hvor der er lidt trafik. Hunden kan så finde på at gøre fremspring mod disse biler. Der sker intet ved det, idet hunden er i snor, men jeg synes, at det er en underlig adfærd. Jeg irettesætter hende, når hun gør det, men det hjælper ikke. Hunden vil også gerne gø, når naboerne kommer ud fra deres huse. Jeg skælder så ikke ud, men tysser på den for at få den til at holde op og nogle gange hjælper det. Hunden vil også gerne bide, når den vil lege selv om vi siger NEJ og vil også gerne hoppe op af os. Vi leger meget med den, måske for vilde lege - som regel med en bold, som den så henter.
Vi synes ellers, hunden har nogle gode egenskaber. Den er sød til at være alene om natten og være alene hjemme og er meget glad, når vi kommer hjem. Den er næsten helt renlig og besørger kun indendørs, når den ikke har haft mulighed for at kunne komme ud.
B.R. Christensen, Allingåbro



Svar fra brevkasse

Hej BR
Det lyder umiddelbart som om at jeres hund er overaktiveret og dermed mindre modtagelig for indlæring. Jeg vil råde dig til at kontakte en dyreadfærdsrådgiver som kan hjælpe dig med en slagplan for at afstresse din hund og derefter indlære den en mere behersket adfærd. Så ung som din hund er, skal den lære sig at være rolig og den skal slappe af og kunne gå rolig omkring i hjemmet. Især boldlege er med til at gøre hunde stresset og i dit tilfælde, hvor du skal bruge din hund som alm. familiehund er det ikke tilrådeligt at lave kastelege, løbelege, trækkelege overhovedet.
Med venlig hilsen
Www.kaeledyrskompagniet.dk
Dyreadfærdsrådgiver
Gitte Westen Breaum

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål