Vi har en golden retriever på 9 mdr.

Underkategori: Hund
Tema: Sygdom, parasitter, neutralisering

2000-01-25 07:05:08
Spørgsmål indsendt af Ivan og Birgit



Hej Dyrebrevkasse.
Vi har en golden retriever på 9 mdr., der i et stykke tid har haltet lidt på højre bagben. Ikke konstant, men af og til. Ikke i forbindelse med bestemte handlinger.
Nina (hunden) virker glad og er legesyg. Hun er i normal foderstand og meget aktiv i baghaven. I tirsdags tog vi hende så til dyrlæge, hvor hun fik konstateret en svag hofte! Hun får nu kosttilskud, ordineret af dyrlægen (Artroflex). Dyrlægen foreslog en røntgenfotografering, som vi vil få foretaget i nærmeste fremtid, og derefter en operation med ”guld” indlagt i hoftepartiet.
Vores spørgsmål er nu:
1)Har I erfaring med denne operation?
2)Kan Nina have et godt ”hundeliv” med hoftelidelsen?
3)Eksisterer der en god helbredelsesstatistik med denne ”guldindlæggelse”?
Vi tænker meget på, om det er synd for Nina, at hun nu aldrig får chancen for mange af de glæder andre hunde har, som f.eks. jagthund, agility etc. Eller om hun skal skånes resten af sit, forhåbentligt lange ”hundeliv”.Hun er for ung en hund til at gå på retræte! Vil det påvirke hendes dagligdag?
I dag fungerer hun okay, og elsker at ”tonse” rundt i vores store baghave, grave huller eller afbarke de nedfaldne grene. Det er super at gå turen ud til fjorden og snuse rundt (ca. 3 km) eller jage bølgeskum ved Vesterhavet. På nuværende tidspunkt er hun meget aktiv. Det er bestemt også sådan vi ønsker, at hun skal forblive. Er det muligt på trods af hoftelidelsen?
På forhånd tak for svaret og mange hilsener fra ”de bekymrede” hundeejere
Ivan og Birgit



Svar fra brevkasse

Kære Ivan og Birgit
Der er indtil flere dyrlæger der har specialiseret sig i hofteoperationer i form for at lægge guld ind. Og hvad jeg har hørt og erfaret, så er det med særdeles gode resultater. Så ring rundt i landet og spørg efter en specialist på området. Det vil helt sikkert påvirke hendes hverdag hvis I ikke gør noget ved problemet. Hunde opfatter smerter på en helt anden måde end vi mennesker. Så I må sætte grænserne, da hun ikke selv vil gøre det – dels på grund af hendes alder og dels på grund af hendes race, som er en meget aktiv og livlig race.
Held og lykke med hende.
Kærlig hilsen
Adfærdskonsulent og hundetræner
Gitte Westen Breaum

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål