Vi er en familie der har en boxer hvalp

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-03-02 01:16:40
Spørgsmål indsendt af Familien Andersen.



Kære Dyrebrevkassen
Vi er en familie der har en boxer hvalp, som er ved at være 6 mdr. I starten da den var alene hjemme, var den i vores baggang, men den ødelagde alt og tissede og sked over det hele. Vi har så prøvet at give den hele huset at være i, hvilket også er gået rigtig godt. Indtil i dag hvor vi kommer hjem (vores hund har kun været alene i ca. 2 timer) og hele vores hus lignede noget der var løgn. Alle vores planter, stearinlys, glas, kaffemaskine, er fuldstændig ødelagt, og den havde skidt og tisset over det hele. Vi ved slet ikke hvad vi skal stille op med den, vi vil ikke af med den, men vi kan heller ikke beholde den hvis den ikke holder op. Hvad skal vi gøre?
Den er højst alene 4½ time en dag om ugen ellers er det ca. 3½ time om dagen.
Den har en bold med godbider i til at lege med og et griseøre og så dens normale legetøj. Vi vil meget gerne have hjælp og svar hurtigt.
Med venlig hilsen
Familien Andersen.



Svar fra brevkasse

Hej Fam. Andersen
Jeg synes at I skal tilbage til indlæringen af alene hjemme træningen der - som I sikkert ved - strækker sig over 2-4 ugers træning. Så der er noget med at tage fri og få det trænet. Start med at træne at hunden bliver - f.eks. i sin kurv - mens man går lidt rundt i samme rum. Når der er tillid og tryghed nok fra hunden, går man med små baby skridt videre, således at man til sidst kan forlade rummet og gå ud af døren, uden at hunden forlader kurven.
På INTET tidspunkt må hunden høre ordet NEJ eller på nogen måde få straf, da det kun forringer indlæringen, kommunikationen samt trygheden fra hundens side.
Pas på med at gå for hurtigt frem, da det kun giver et dårligt resultat i den sidste ende. Tænk over hvordan I kommer og går fra hunden og jeres aktiveringsniveau i øvrigt. En bokser er en særdeles aktiv hund og den kræver meget stimulation til hjernen og ikke nær så meget som man sikkert tror til benene. Mange af vores hunde i dagens Danmark, kan ikke være alene hjemme alene på grund af vores over aktivering og under stimulering af dem.
Se i øvrigt mine øvrige besvarelser for alene hjemmetræningen her på siden.
Kærlig hilsen
Adfærdskonsulent og instruktør
Gitte Westen Breaum

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål