Mine forældre har lige måttet aflive deres 7

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-03-30 08:41:15
Spørgsmål indsendt af Eike Aalling



Hej Ekspertpanel.
Mine forældre har lige måttet aflive deres 7 måneder gammel Sankt Bernhard hundehvalp, da den led af svær hofteleds-dysplasi. De har nu fået en ny for snart 14 dage siden, der er 4,5 måneder gammel det vil sige en ret stor hvalp. Problemet er, at hvalpen er meget menneskesky. Den er slet ikke nysgerrig og løber ikke rundt som alm. hvalpe og den farer sammen ved den mindste lyd. Den klæber til min mor og tør ikke bevæge sig særlig meget rundt på egen hånd. Den har før vi fik den, været vant til at gå med andre hunde i en hundegård og har måske ikke haft så meget menneskekontakt. Hvordan gør vi den glad og tryg? Vi sover med den om natten og går aldrig fra den i løbet af dagen, men alligevel er den bange. Et andet stort problem er også at den ikke rigtig vil spise, vi har prøvet at lokke den med alt muligt, men den nipper kun lidt til maden, selvom det er den mad den plejede at få før. Den var tyk da vi fik den, men er nu blevet ret slank efterhånden. Den drikker dog masser af vand hele tiden.
Kan I hjælpe? Det skal lige siges at vi for 15 år siden havde en Sankt Bernhard hvalp der også var deprimeret og ikke ville spise indtil dyrlægen gav den en ‘vitaminindsprøjtning’ og efter det var der ingen problemer og det blev med tiden den gladeste og mest trofaste hund (den blev 12 år).
Med venlig hilsen
Eike Aalling



Svar fra brevkasse

Kære Eike
Sikke en trist historie med dine forældres unghund. Det sker desværre nogle gange, at vi må tage afsked med vores hunde i en alt for tidlig alder. Med hensyn til den nye hund de har fået, bør de straks tage kontakt direkte til mig eller en anden adfærdskonsulent, da en angst hund som denne bør i adfærdskonsultation omgående og det kan ikke gå stærkt nok. Du har sikkert ret i, at den ikke har oplevet så meget før den kom til jer og det er en stor opgave på nuværende tidspunkt for jer, at gøre den tillidsfuld til livet, men ikke en umulig opgave!
Det er vigtigt at den ikke er alene på noget tidspunkt og bliv ved med at sove sammen med den. Det er åbenbart er det eneste hunden føler tryghed ved på nuværende tidspunkt så det må ikke tages fra den. Den gradvise vending til lyde, andre mennesker, andre hunde, nye steder mv. bør gribes meget systematisk an. Der må man lægge et program som følges til mindste detalje og man bør observere hunden ganske nøje, for ikke at gøre den yderligere utryg. Den første tid fra hvalpen er ca. 7 uger til den er ca. 12 er en særdeles vigtig periode, hvor den - sammen med sine søskende og morhunden - bør præsenteres for nye oplevelser, andre hunde og mennesker og dette uden stress og angst. Trygheden i flokken giver hvalpene modet til at undersøge og udforske verdenen. Bliver der ikke præsenteret noget for dem, lærer de intet i denne periode som kaldes "prægningsperioden" og det kan være ganske svært at tillære en "hundegårdshund" samme trygge prægningsperiode.
Så fat i en adfærdskonsulent hurtigst muligt og held og lykke med hunden.
Kærlig hilsen
Adfærdskonsulent og instruktør
Gitte Westen Breaum

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål