Lys labradorhvalp. De har 5 børn

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

Spørgsmål indsendt af Pia Sophie



Kære Dyrebrevkasse. Min bror og hans familie har netop anskaffet sig en lys labradorhvalp. De har 5 børn, den ældste er en pige på 12 år, så er der 2 drenge på 10 og 5 og de 2 yngste er drenge på 3 år, hvorfor jeg synes det er alt for tidligt at anskaffe en hund. De har de største kvaler med hunden, fordi den hopper op og snapper efter dem, både børn og voksne. Min bror mener, at der er noget galt med hunden. Jeg tror nu, det er omvendt. De driller den, de mindste børn lægger sig ovenpå den. Han sammenligner den med en hvalp fra samme kuld, som er helt anderledes, men den bor sammen med 2 voksne og et enkelt barn (5 år) og ikke sammen med 5 ustyrlige unger. Når hunden springer op, tvinger min bror den ned, og trykker den ned i gulvet, for at fastholde den, mens han holder et længere foredrag om det usmarte i at opføre sig på den måde. Jeg har fortalt ham op til flere gange, at det er en dårlig idé, idet jeg mener, at hunden bare bliver aggressiv. Vi andre ville da ikke finde os i den behandling og i øvrigt ikke forstår et ord af smøren. Han bider den også i ørerne, for det gør moren jo. Jeg prøver at argumentere, men han mener vist bare, at jeg blander mig for meget. Men det skærer mig altså i hjertet, at se den lille hund blive trukket rundt i manegen på den måde. Jeg synes det grænser til mishandling. Jeg har flere gange foreslået at den kan bo hos mig, indtil den er, som den hund de godt kunne tænke sig, for de har tydeligvis ikke gjort sig nogen forestillinger om, at en hundehvalp er hårdt arbejde, og ikke en færdigpakke. Datteren på 12 er begyndt til noget hvalpetræning med den, hvor det er meningen at forældrene skal skiftes til at gå med. Men allerede første gang var min bror forhindret, pga. arbejde. Jeg passede den i sidste weekend, hvor den langsomt faldt til ro. Den sprang også pludseligt op og snappede efter mig, eller bed i mine snørebånd, men det var kun når den kedede sig, og ville lege. Og hvis jeg ikke ville lege, stillede jeg mig med siden til, og lod som ingenting. De første par gange blev den helt forvirret, og fortsatte bideriet, men da jeg stadig lod som ingenting, satte den sig bare ned ved siden af mig, kiggede op og logrede med halen. Så ku man sagtens sætte sig ned bagefter og klappe den, uden at blive bidt. Da de kom for at hente den (og det var den faktisk ikke særligt glad for), forsøgte jeg at lære dem knebet, men de to små knægte, kunne alligevel ikke dy sig, for at se om de kunne sparke til den, og straks var vi tilbage i det samme: Den springer op og snapper efter ungen og faren skælder hunden ud og trykker den ned i gulvet. Hvad kan jeg gøre? Det ender jo med at de får en bidsk hund.
Med venlig hilsen Pia Sophie