Hvordan får vi vores hund mere rolig, når den møder andre hunde?

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2007-09-14 05:25:27
Spørgsmål indsendt af Conny Larsen, Viby J.



Hej brevkasse.
Vores absolutte skønne og dejlige shæferblanding vil rigtig meget gerne snakke med alle hunde vi møder, og sommetider trækker hun så voldsomt, at det er meget svært at holde hende.
Hvis ikke hun kommer over til den anden hund meget hurtigt - hyler hun som om hun bliver slået eller stukket af en bi. Og så begynder hun at gå på bagbenene, så hun bedre kan se den anden hund, hvis eks.vis der er en bil eller noget andet imellem. Hun kan faktisk gå udelukkende på bagbenene i meget lang tid for at blive ved med at observere den anden hund. Hun er mange gange fri og leger med andre hunde, og har det rigtigt godt med det.
Det er også dejligt, at hun er så glad for alle mennesker og andre hunde, men hvordan kan jeg begrænse det, så hun eks.vis kan gå "normalt" op til den anden hund vi møder. I stedet for at hun trækker så voldsomt og nærmest hysterisk, at hun næsten river min arm af, for at komme hurtigere derhen.
Som sagt vil hun gerne snakke og lege med alle hunde, men nogen gange, har jeg håbet på at en eller anden fremmed hund vil "sætte" hende på plads, men det er aldrig sket.
Hun er snart 3 år, og stadig legesyg som en 3 mdr`s hvalp.
Hvordan kan jeg ændre denne ellers dejlige adfærd, så hun bliver mere rolig når hun møder andre hunde (ender ALDRIG med slagsmål)?
Conny Larsen, Viby J.



Svar fra brevkasse

Hej Conny
Jeg går lige til sagen, for jeres hund er bare lidt uopdragen. Hendes størrelse kommer hende til gode i denne situation hvor hun så bliver svær at holde. Heldigvis har det endnu ikke "sat sig" til at blive en aggressiv adfærd hvor hun så synes at andre hunde er nogle man kan skræmme væk og holde på afstand. Jeg kan kun anbefale jer at søge en prof. Hundetræner med adfærdsforståelse. Det i skal gøre er, at gå ind foran hende og det bliver noget af en dans i skal i gang med her. Start med at øve jer med at gå ind foran hende ved at hun går frem mod noget hvor hun ikke trækker armen af jer. Hav sele og snor på hende og gå ind foran hende og gerne bak hende et par skridt med jeres ben (ved at gå mod hende). På et tidspunkt vil hun søge blikket op mod jeres og i laver små øjne, smasker let og vender siden af ansigtet mod hende. Altså viser en klar venlig mimik, så hun bliver rost uden ord. Dette for at fokusere hende på kropssproget. Efterhånden som I får trænet mere og mere, vil det først blive en naturlig ting for hende at I går foran i disse situationer hvor hun åbenlyst ikke ved hvordan hun bør opføre
sig, dernæst vil det blive en naturlig ting for hende at blive ved at med at gå ved jer samt at kunne kigge på den anden hund uden at skabe sig helt vildt. *s* Find en hundetræner / adfærdsbehandler som kan vise jer hvordan I gør - det er ikke smart at prøve uden at få det vist. Det virker rigtig godt
når først I har lært teknikkerne.
Rigtig god fornøjelse
Kærlig hilsen
www.kaeledyrskompagniet.dk
Dyreadfærdsbehandler
Gitte Westen Breaum
 
Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål