Hund bliver helt vild stresset, når der kommer gæster

Underkategori: Hund
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-08-22 12:37:58
Spørgsmål indsendt af Mia



Hej.
Mine forældre har en golden retriever fra maj 2001, som har et dejligt lyst sind, men.... den er UFATTELIG stresset (i mine øjne) og har altid været det. Vi har tre børn på 4-6-8, hvor den mindste altid bliver væltet, fordi den render i hælene på ham konstant, eller den render efter alle tre, tager deres legetøj, bider i tøjet osv. Den render forvirret rundt og skal holde øje med alt. Men den er ikke kun stresset når børnene er der, når jeg er der alene, så skal den helst sidde oven på mig i sofaen, mænger sig helt vildt, slikker mig i hovedet, vælter så at sige rundt konstant, ligesom tungen ALTID hænger ud af munden. Jeg har selv haft en vildhund, som jeg havde med hjem fra Baghdad, og som selvfølgelig ikke opførte sig som en tamhund, men som den vilde hund, den nu engang var, så jeg er ikke sart på nogen måde, hvad angår hundeadfærd. Men efterhånden så irriterer det mig grænseløst, at hunden aldrig kan slappe af. Ingen kan rejse sig uden at den går med, og vores unger er jaget vildt, når vi er der og det er faktisk temmelig trættende. De må ikke løbe, ikke lege på gulvet, for så tager hunden legetøjet osv. Mine forældre erkendte i sommers, at der var et problem, og kontaktede en hundeadfærds-konsulent Mads Jørgensen. I store træk skulle de ignorere hunden, ikke lege med den, ikke gå lange ture osv. Og jeg mener ikke, at der er sket nogen forandring overhovedet, og der er trods alt gået mindst 5 måneder. Den halser stadig konstant, er hamrende forvirret osv. Hvad kan man gøre med sådan en hund? Jeg får ondt af den når vi er der, for alle er på nakken af den, og i bund og grund er det en glad tillidsfuld hund, med INTET ondt skabt i sig, men situationen er uholdbar i mine øjne. En dag får den væltet vores mindste dreng, hvor det går galt, det er jeg ikke i tvivl om. Vil det hjælpe at få den kastreret? Mads Jørgensen har fortalt mine forældre, at det ikke vil hjælpe, da den pga. stres ikke er kønsmoden endnu. Det er kun 2 mdr. siden, at den startede med at løfte ben, når den tissede. Det blev et langt brev, men jeg håber virkelig, at I har et par gode råd. HJÆLP !
Hilsen Mia



Svar fra brevkasse

Hej Mia
Mon ikke Mads har givet dem flere råd om hvordan de skal stimulere den i dagligdagen? Det formoder jeg, for en stresset hund skal stimuleres ved søgeøvelser og hjernegymnastik og ganske rigtig, ikke ved lange ture og voldsom leg. I nogen tilfælde kan det være nødvendigt at træne rolige øvelser ved at sætte snor og sele på hunden og holde den ved en stol i stuen hvor man selv sidder - men alt for ofte glemmer man at belønne hunden når den viser tegn på en rolig adfærd og når vi glemmer det, men fortsat giver opmærksomhed når hunden er en bandit, så vælger hunden - ligesom børn, hellere negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed.
Så tit og ofte er det vores egen skyld at hundene ikke lærer så hurtigt som vi gerne vil at de skal lære og endvidere er han også lige nu en af sine 3 store modningsprocesser, der heller ikke gør det lettere for hverken ham selv eller hans omgivelser at gøre noget ved problemet.
Det vil ikke hjælpe at kastrere ham. Han og dine forældre skal lære at være rolige sammen og det er nok svært for dig at komme med gode råd, men prøv at lokke dem til at kontakte en adfærdskonsulent igen og få lagt et program for rolighedstræning så hunden er til at være sammen med.
Hvis den bare springer rundt i møblerne og snupper ungernes legetøj, ville jeg personligt bede om at den ikke var i stuen når jeg og ungerne kom på besøg. Håber du får overtalt dine forældre til endnu en konsultation – i hvert fald for hundens skyld. Han har det ikke godt med at være en pestilens, men skal lige have en chance for at lære det. God fornøjelse.
Kærlig hilsen
Adfærdskonsulent og hundetræner
Gitte Westen Breaum

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål