Fjordhesten nedstammer fra Verdens ældste nulevende vildhest przewalskien, der er den eneste vildhest, som er tilbage i Verden.
Fjordhesten, der også bliver kaldt nordbaggen, er den eneste tamhest, der har vildtfarvestriber. Dog kan vildfarvestriberne forekomme i meget sjælden grad på andre racer. Den har striberne på benene og en lang stribe, der løber fra pandelokken gennem ryggen og ned til halen. Denne stribe kaldes for en ål, fordi den lange stribe kan minde om en lang ål.
Fjordhesten kommer fra Vestlandet i Norge, hvor den har haft en stor indflydelse på nordmændenes hverdag. I mange norske historiebøger optræder fjordhesten, og den var et uundværligt transportmiddel før i tiden.
Norge havde før i tiden ikke nogen hovedvej, så al transporten foregik i bjerge og der var den eneste mulighed for at komme frem den lille gule nordbagge.
I Vestlandet var der ikke meget foder til hestene, fordi det jo er et bjergområde, så ofte måtte fjordhestene arbejde hårdt uden at få tilstrækkeligt med foder.
Arbejdet, som datidens fjordheste udførte var meget hårdt, og der var ingen regler om, hvor meget en hest kunne klare. Fjordhesten blev spændt for vogn eller blev brugt som pakhest, for det var den eneste måde, nordmændene kunne fragte varer fra sted til sted. Hestene blev også brugt til at fragte mennesker i vogn.
Hvis man f.eks. skulle fra den ene ende af landet til den anden, kørte man først en strækning med en vogn og derefter skiftede man til en anden. Vi kan sammenligne det med at skifte tog i dag; men der var naturligvis flere skift dengang! Hesten blev også brugt til at fragte turister med. De red på hestene, og for mange blev det deres første møde med den gule hest; men bestemt ikke det sidste!
Turisterne var så overraskede over hestens balance i bjergene, og på den tid var heste i høj værdi, så turisterne købte hesten med hjem. I Norge gav man også gode heste bort til magtfulde personer og på den måde kom fjordhestene til Balkan, England og USA.
Kort sagt ville nordmændene have været fortabt uden deres fjordheste!
Nu har jeg forklaret en hel del om racen og dens brugsværdi; men det kan nemt være lidt svært at forholde sig til, da I jo ikke alle har et kendskab til andre hestes værdi. Hvis vi på den tid, hvor hesten blev brugt til pakketrans-port og kørsel, skal sammenligne racen med noget, mere eller mindre alle kender, så kan vi bruge den jyske hest som eksempel. Havde man i Vestlandet haft den store tunge jyde, så vil jeg tvivle på overlevelse blandt denne race.
Det skal ikke være en hemmelighed, at jyden er stærkere end fjordhesten; men den kræver også en masse ekstra foder. Dertil kommer at jyden er meget langsom, og at den er for stor til at børn kan magte den. Førhen arbejdede børnene meget og de hjalp til med at gøre hestene klar til de lange ture, så det var et krav, at børnene kunne magte de stærke heste.
Som jeg jo skrev, havde Vestlandet et meget begrænset græsareal til hestene, og jyden ville ikke kunne have overlevet på de samme betingelser som de gule havde.
Norge er naturligvis også meget stolt af dens race, og det kommer til udtryk i blandt andet rejsekataloger og vigtigst af alt i deres penge. På mønterne er der et billede af en fjordhest, og det må jo virkeligt betyde, at de har værdsat deres nationale race.
Fjordhesten kommer fra Vestlandet i Norge, hvor den har haft en stor indflydelse på nordmændenes hverdag. I mange norske historiebøger optræder fjordhesten, og den var et uundværligt transportmiddel før i tiden.
Norge havde før i tiden ikke nogen hovedvej, så al transporten foregik i bjerge og der var den eneste mulighed for at komme frem den lille gule nordbagge.
I Vestlandet var der ikke meget foder til hestene, fordi det jo er et bjergområde, så ofte måtte fjordhestene arbejde hårdt uden at få tilstrækkeligt med foder.
Arbejdet, som datidens fjordheste udførte var meget hårdt, og der var ingen regler om, hvor meget en hest kunne klare. Fjordhesten blev spændt for vogn eller blev brugt som pakhest, for det var den eneste måde, nordmændene kunne fragte varer fra sted til sted. Hestene blev også brugt til at fragte mennesker i vogn.
Hvis man f.eks. skulle fra den ene ende af landet til den anden, kørte man først en strækning med en vogn og derefter skiftede man til en anden. Vi kan sammenligne det med at skifte tog i dag; men der var naturligvis flere skift dengang! Hesten blev også brugt til at fragte turister med. De red på hestene, og for mange blev det deres første møde med den gule hest; men bestemt ikke det sidste!
Turisterne var så overraskede over hestens balance i bjergene, og på den tid var heste i høj værdi, så turisterne købte hesten med hjem. I Norge gav man også gode heste bort til magtfulde personer og på den måde kom fjordhestene til Balkan, England og USA.
Kort sagt ville nordmændene have været fortabt uden deres fjordheste!
Nu har jeg forklaret en hel del om racen og dens brugsværdi; men det kan nemt være lidt svært at forholde sig til, da I jo ikke alle har et kendskab til andre hestes værdi. Hvis vi på den tid, hvor hesten blev brugt til pakketrans-port og kørsel, skal sammenligne racen med noget, mere eller mindre alle kender, så kan vi bruge den jyske hest som eksempel. Havde man i Vestlandet haft den store tunge jyde, så vil jeg tvivle på overlevelse blandt denne race.
Det skal ikke være en hemmelighed, at jyden er stærkere end fjordhesten; men den kræver også en masse ekstra foder. Dertil kommer at jyden er meget langsom, og at den er for stor til at børn kan magte den. Førhen arbejdede børnene meget og de hjalp til med at gøre hestene klar til de lange ture, så det var et krav, at børnene kunne magte de stærke heste.
Som jeg jo skrev, havde Vestlandet et meget begrænset græsareal til hestene, og jyden ville ikke kunne have overlevet på de samme betingelser som de gule havde.
Norge er naturligvis også meget stolt af dens race, og det kommer til udtryk i blandt andet rejsekataloger og vigtigst af alt i deres penge. På mønterne er der et billede af en fjordhest, og det må jo virkeligt betyde, at de har værdsat deres nationale race.
Racens udvikling
For at starte helt fra begyndelsen hørte vi om den gule hest i Valhal. Det var Sleipner, der var Odins ottebenede hest. Den bliver beskrevet som Verdens stærkeste og hurtigste hest, der med sine 8 ben aldrig blev træt og kunne flyve ud over himlen. Hesten var elsket af Odin selv; men hadet af jætterne, som naturligvis var misundelige over Odins hest! Der var nu også en meget bedre forklaring på deres had til Sleipner, for de havde selv været med til at skabe hesten.
En dag kom en mand til Valhal, som ville bygge en mur for dem rundt om Valhal. Ingen brød sig om ideen, men manden sagde, at det var blevet meget populært at have indkredset sin Verden. Det fik dem til at tænke lidt mere over ideen; men der var ikke stor interesse for tilbuddet. Slet ikke, da de hørte prisen for muren: Freja som hustru, solen og månen.
Godt nok ville muren blive gratis, hvis han ikke overholdt tidsfristen, som var 3 år; men de syntes, det var en stor risiko at løbe. Så blev manden bedt om at gå sin vej, for hvem havde den frækhed at forlange deres kærlighedsgudinde, solen og månen som betaling?!
Da manden var ved at forsvinde, fik Loke dog overtalt dem til at forhandle med ham. De kunne jo bare sige, at han ville få 1 år til at færdiggøre muren, for det kunne han da umuligt nå! De fik så aftalen i hus, og det eneste krav, murermesteren stillede, var at han måtte benytte sin hingst, Svadilfare. Det var i orden, sagde de alle sammen, og var rigtigt glade, for nu ville muren jo ganske sikkert blive gratis!
For hver dag, der gik, blev muren længere og længere. Da der var 2 dage tilbage, var muren så langt henne, at den ville færdig til tidsfristen.
Der måtte gøres noget, for hvis de mistede Freja, mistede de alt! Loke havde jo fået dem ud i det skidt, og nu måtte han så redde dem.
Loke var klog, han lavede sig om til en smuk hoppe, og vrinskede til Svadilfare. Hingsten blev ellevild, og rev sig væk fra vognen. Den satte i vild galop efter hoppen, der løb mod skoven. Desværre for Loke blev han indhentet, og hingsten bedækkede ham.
Murermesteren ledte efter sin hingst i de sidste 2 dag, men uden held. Da tidsfristen var overstået flippede murermesteren ud, og han hoppede ud af sit skind: han var en jætte!
Loke viste sig ikke i den tid, han var i fol, så ingen anede, hvor han var, først efter 9 måneder kom han hjem med et hingsteføl med 8 ben. Verdens stærkeste og hurtigste hest var født!
En dag kom en mand til Valhal, som ville bygge en mur for dem rundt om Valhal. Ingen brød sig om ideen, men manden sagde, at det var blevet meget populært at have indkredset sin Verden. Det fik dem til at tænke lidt mere over ideen; men der var ikke stor interesse for tilbuddet. Slet ikke, da de hørte prisen for muren: Freja som hustru, solen og månen.
Godt nok ville muren blive gratis, hvis han ikke overholdt tidsfristen, som var 3 år; men de syntes, det var en stor risiko at løbe. Så blev manden bedt om at gå sin vej, for hvem havde den frækhed at forlange deres kærlighedsgudinde, solen og månen som betaling?!
Da manden var ved at forsvinde, fik Loke dog overtalt dem til at forhandle med ham. De kunne jo bare sige, at han ville få 1 år til at færdiggøre muren, for det kunne han da umuligt nå! De fik så aftalen i hus, og det eneste krav, murermesteren stillede, var at han måtte benytte sin hingst, Svadilfare. Det var i orden, sagde de alle sammen, og var rigtigt glade, for nu ville muren jo ganske sikkert blive gratis!
For hver dag, der gik, blev muren længere og længere. Da der var 2 dage tilbage, var muren så langt henne, at den ville færdig til tidsfristen.
Der måtte gøres noget, for hvis de mistede Freja, mistede de alt! Loke havde jo fået dem ud i det skidt, og nu måtte han så redde dem.
Loke var klog, han lavede sig om til en smuk hoppe, og vrinskede til Svadilfare. Hingsten blev ellevild, og rev sig væk fra vognen. Den satte i vild galop efter hoppen, der løb mod skoven. Desværre for Loke blev han indhentet, og hingsten bedækkede ham.
Murermesteren ledte efter sin hingst i de sidste 2 dag, men uden held. Da tidsfristen var overstået flippede murermesteren ud, og han hoppede ud af sit skind: han var en jætte!
Loke viste sig ikke i den tid, han var i fol, så ingen anede, hvor han var, først efter 9 måneder kom han hjem med et hingsteføl med 8 ben. Verdens stærkeste og hurtigste hest var født!
Fjordhestehistorien
Hvis man tror på dette sagn, er det dét længste vi kan komme tilbage i fjordhestehistorien.
Den gang havde fjordhesten et lidt andet udseende. Vi kan desværre ikke prale af at have 8-benede heste længere; men hvad søren skulle vi også bruge sådan en hest til i vores industrialiserede Verden?
Længere op i tiden blev fjordhesten en krigshest for vikingerne. Hestene var med, når de drog på deres berygtede krigstogter til f.eks. England. Hos vikingerne var fjordhesten elsket, for den var ikke bange for noget som helst, og den var nem at have med i deres skibe. Den var stærk som bare pokker, og behøvede ikke pauser som andre hesteracer.
Lidt senere kom hesten til Island, hvor den blev blandet med den gamle race på Island. Blandingen blev til den race, mere eller mindre alle kender i dag- nemlig den islandske hest. Den havde arvet fjordhestens udholdenhed og mod, og den blev senere hen en meget efterspurgt race på verdensplan.
I det norske landbrug var fjordhesten en alt afgørende overlevelseskilde, da hesten passede markerne. I Norge havde man på den tid også en hesterace, der hed døle, og den var mindst lige så stærk som fjordhesten. Dølen var dog ikke en hvermandseje, da den krævede meget foder, og til tider var meget hidsig.
Fjordhesten kunne tilpasse sig et hvert landbrug, mens dølehesten krævede meget foder hver dag. Fodermængden var en af de vigtigste grunde til, at næsten alle norske landbrug havde en gul hest i laden eller på marken!
Gennem hele Norges historie bliver hesten brugt til pakketransport og transportmiddel i det hele taget.
I landbrugets industrialisering bliver fjordhesten skiftet ud med en traktor. De fleste af hestene bliver på gårdene; men en del af dem bliver sendt til slagtning. Der sker et meget stort fald i antallet af fjordheste i denne periode; men udviklingen går i den anden retning i begyndelsen af 1970´erne.
I denne periode bliver det meget populært at ride, og flere og flere danskere anskaffede sig en pony til ungerne. Mange mennesker blev rådet til at købe en nordbagge til ungerne, fordi den var rolig og meget børnevenlig. På det tidspunkt var fjordhesten mere kendt som en god kørehest, og nogle mennesker kørte en søndagstur med fjordhesten.
Efterhånden som ridesporten udviklede sig, skulle man selvfølgelig have en hest, der kunne følge med udviklingen. Her var fjordhesten ikke et godt valg. Den var simpelthen alt for gumpetung, og bevægelserne var præget af en gammel arbejdshest.
Dette problem skulle man løse ved at finde ordentlige hingste, der var lidt finere og knap så kraftige at avle med. Først i 1990´erne blev problemet løst, for det tager jo noget tid at avle den helt rigtige hest. Nu mener jeg så også, at problemet er blevet løst, for det er en helt anden fjordhest, man ser i nutiden.
Den blanding, der skete på Island, har givet en dejlig race; men racen er måske blevet lidt for populær, da mange vælger denne race fremfor fjordhestene. Den islandske hest er også udstyret med op til 2 andre gangarter end fjordhesten, og derfor er den meget mere værd i dag. Hvis man skal anskaffe sig en islænder med alle 5 gangarter er prisen min. 50.000 kr.
Det ville være rart, hvis prisen på fjordheste var lige så høj, for så kunne det betale sig at avle dem, i stedet for nu, hvor det udelukkende er underskud at avle racen. Men hvis prisen var så høj, ville det også betyde, at alm. mennesker ikke ville have muligheden for at holde fjordhest, og det er ikke det, man vil opnå i avlsarbejdet. Alle, der har lyst til en fjordhest, skal have råd til at holde den derhjemme.
Der er mange problemer ved at hæve priser på heste, for det behøver jo nødvendigvis ikke at betyde, at man bliver "rigere". Det kan også gå den anden vej, hvor man slet ikke kan komme af med en eneste hest, fordi ingen mennesker er villige til at ofre flere tusinde kroner på en pony som fjordhesten.
Den gang havde fjordhesten et lidt andet udseende. Vi kan desværre ikke prale af at have 8-benede heste længere; men hvad søren skulle vi også bruge sådan en hest til i vores industrialiserede Verden?
Længere op i tiden blev fjordhesten en krigshest for vikingerne. Hestene var med, når de drog på deres berygtede krigstogter til f.eks. England. Hos vikingerne var fjordhesten elsket, for den var ikke bange for noget som helst, og den var nem at have med i deres skibe. Den var stærk som bare pokker, og behøvede ikke pauser som andre hesteracer.
Lidt senere kom hesten til Island, hvor den blev blandet med den gamle race på Island. Blandingen blev til den race, mere eller mindre alle kender i dag- nemlig den islandske hest. Den havde arvet fjordhestens udholdenhed og mod, og den blev senere hen en meget efterspurgt race på verdensplan.
I det norske landbrug var fjordhesten en alt afgørende overlevelseskilde, da hesten passede markerne. I Norge havde man på den tid også en hesterace, der hed døle, og den var mindst lige så stærk som fjordhesten. Dølen var dog ikke en hvermandseje, da den krævede meget foder, og til tider var meget hidsig.
Fjordhesten kunne tilpasse sig et hvert landbrug, mens dølehesten krævede meget foder hver dag. Fodermængden var en af de vigtigste grunde til, at næsten alle norske landbrug havde en gul hest i laden eller på marken!
Gennem hele Norges historie bliver hesten brugt til pakketransport og transportmiddel i det hele taget.
I landbrugets industrialisering bliver fjordhesten skiftet ud med en traktor. De fleste af hestene bliver på gårdene; men en del af dem bliver sendt til slagtning. Der sker et meget stort fald i antallet af fjordheste i denne periode; men udviklingen går i den anden retning i begyndelsen af 1970´erne.
I denne periode bliver det meget populært at ride, og flere og flere danskere anskaffede sig en pony til ungerne. Mange mennesker blev rådet til at købe en nordbagge til ungerne, fordi den var rolig og meget børnevenlig. På det tidspunkt var fjordhesten mere kendt som en god kørehest, og nogle mennesker kørte en søndagstur med fjordhesten.
Efterhånden som ridesporten udviklede sig, skulle man selvfølgelig have en hest, der kunne følge med udviklingen. Her var fjordhesten ikke et godt valg. Den var simpelthen alt for gumpetung, og bevægelserne var præget af en gammel arbejdshest.
Dette problem skulle man løse ved at finde ordentlige hingste, der var lidt finere og knap så kraftige at avle med. Først i 1990´erne blev problemet løst, for det tager jo noget tid at avle den helt rigtige hest. Nu mener jeg så også, at problemet er blevet løst, for det er en helt anden fjordhest, man ser i nutiden.
Den blanding, der skete på Island, har givet en dejlig race; men racen er måske blevet lidt for populær, da mange vælger denne race fremfor fjordhestene. Den islandske hest er også udstyret med op til 2 andre gangarter end fjordhesten, og derfor er den meget mere værd i dag. Hvis man skal anskaffe sig en islænder med alle 5 gangarter er prisen min. 50.000 kr.
Det ville være rart, hvis prisen på fjordheste var lige så høj, for så kunne det betale sig at avle dem, i stedet for nu, hvor det udelukkende er underskud at avle racen. Men hvis prisen var så høj, ville det også betyde, at alm. mennesker ikke ville have muligheden for at holde fjordhest, og det er ikke det, man vil opnå i avlsarbejdet. Alle, der har lyst til en fjordhest, skal have råd til at holde den derhjemme.
Der er mange problemer ved at hæve priser på heste, for det behøver jo nødvendigvis ikke at betyde, at man bliver "rigere". Det kan også gå den anden vej, hvor man slet ikke kan komme af med en eneste hest, fordi ingen mennesker er villige til at ofre flere tusinde kroner på en pony som fjordhesten.
Dagens udnyttelse og brug
Bliver hestens evner udnyttet i nutiden og er der uopdagede evner hos hesten? Når man tænker på, hvad man krævede af datidens hest, mener jeg ikke, fjordhesten bliver udnyttet optimalt i dag!Mange står desværre indendørs hele dagen lang og er heldige, hvis de kommer ud at ride i en times tid. Det er ikke optimalt for en naturhest, som burde tilbringe det meste af døgnet udendørs, at stå og glo ud af et vindue i en opvarmet stald. Den skal ud og opleve noget; men mange er bange for at overanstrenge hesten.
Det er også klart, at nutidens heste ikke kan holde til en lang rask tur, hvis de ikke er i form, for sådan har mennesker det jo også!
Nogle siger at hesten er blevet avlet alt for fint, så den ikke er stærk længere; men det mener jeg bestemt ikke er tilfældet! Forklaringen skal findes hjemme hos en selv. Man regner med at en hest kan holde til en heldagsudflugt efter ikke at være blevet rørt i en måned. Det er der ingen racer, der kan holde til. Godt nok er fjordhesten meget stærk; men man skal ikke begive sig ud på en tur, som er alt for energikrævende, når man ikke en gang har gjort sig den ulejlighed at få hesten bragt i en bare nogenlunde form.
Det er nemt at finde fejl på andre mennesker; men måske skulle man først kigge sig selv efter i krogene! Kan det være min skyld, at hesten ikke kan klare turen?
Jeg kan naturligvis ikke give et svar på, om hesten har uudnyttede evner; men jeg har læst en bog med tricks og vejledning til at få en bedre hest, og der kan fjordhestens evner bruges.
Jeg har aldrig set nogle fjordhestefolk udnytte disse evner, og ved lejlighed tror jeg, at jeg vil vise disse evner frem. Det er en skam at hesten ikke bliver udnyttet optimalt, og derfor vil jeg prøve at viderebringe min nyopdagede viden til andre.
Til min fremlæggelse af projektopgaven vil jeg prøve at vise et enkelt tricks; men man skal have god tålmodighed for at lære ens hest nogle af disse tricks, så i øjeblikket kan jeg ikke vise mere end et tricks.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad det er jeg øver, for så er det ikke nær så spændende at se, og oven i købet vil det nok blive en skuffelse, da jeg ikke er kommet så langt!
Ikke den dovne, grimme møgpony
I Danmark er fjordhesten mest kendt som en god kørehest, og interessen for køresport er ikke frygteligt stor i Danmark.Hvis man skal trække de vigtigste kendetegn fra racen frem, er det helt klart dens venlige væremåde, og dens udholdenhed. Efterhånden som avlen af racen er blevet fornyet, er en af de vigtige ting også dens utallige anvendelses-muligheder. Førhen i tiden avlede man kun fjordhesten med syn for landbrugsarbejde og kørsel; men i dag er avlen meget baseret på at få en god ridehest.
Hvis man i avlen ikke havde fulgt med udviklingen, tror jeg ikke, at mange ville have en fjordhest stående længere. Jeg ville i hvert fald ikke, for hvad søren skal man bruge en landbrugshest til i denne industrialiserede Verden?
Fjordhesten er nu meget alsidig både foran vogn og med en rytter på ryggen. Denne udvikling har helt naturligt også betydet stigende priser på racen. I de senere år er priserne steget meget på racen, og lige for øjeblikket er det svært at få en ridelig fjordhest med papirer til under 8000 kr. Hvis man er så heldig at få en hest til den pris, er hesten nok heller ikke efter særligt gode forældre. Det har selvfølgelig en rolle at spille, hvilke forældre hesten har, da afstamningen ofte kan fortælle om hesten er god eller ej!
Hvor fjordhesten før var en meget kraftig race, har den nu udviklet sig til at være en mere sportytype. Den er blevet lettere og det betyder jo at den har bedre muligheder for at få vommen med over et spring.
Nogle mennesker har ikke ønsket at udvikle racen, for de foretrækker den gamle kraftige race. Der er dog ikke mange af denne type tilbage, da de fleste mennesker jo har valgt at få en mere alsidig hest.
Efterhånden som man er begyndt at ride meget på hesten, er der også begyndt at komme ridestævner udelukkende for den gule race. Det er en meget positiv udvikling, da sådanne stævner giver en god reklame til uvidende mennesker om racens anvendelse. Som de eneste i Danmark har fjordhesten en prøve i naturen, der hedder terrænprøve. Kort sagt går prøven ud på at vise, hvad ens fjordhest kan klare i naturen. Man skal bl.a. op og ned ad stejle bakker, springe over væltede træer osv.
Selv er jeg meget glad for denne nye disciplin, for her er der virkeligt mulighed for at prøve hestens evner af. Når der kommer nye tiltag som denne, er jeg sikker på, at nogle mennesker vil anskaffe sig en fjordhest. De ser, hvad hesten kan klare og en ridetur i naturen er noget af det meste, man kan lave på en dejlig forårsdag med fuglesang!
Når man siger fjordhest, tænker mange ofte: "Åh, nej ikke den dovne, grimme møgpony!" Det er bare så naivt at sige, at fjordhesten altid er doven og grim, for selvfølgelig er det ikke sådan! Mange har bare den opfattelse, fordi man én gang har kendt en luddoven fjordhest, så er de alle sådan. Men det er dog rigtigt, at man alt for tit ser en beskidt fjordhest stå i stalden uden nogen har haft en strigle igennem den i over en uge; men det kan hesten jo ikke gøre for!
Disse uplejede ponyer er selvfølgelig med til at give racen et dårligt ry; men man kan jo ikke dømme ud fra få eksempler.
Mange fjordheste bliver også redet forkert til, som det jo desværre også sker ved andre racer, og så er det klart, at man synes de er dårlige rideheste. Mange førstegangs hesteholdere regner med at de nemt selv kan klare tilridningen; men for det meste slår det fejl, da det altid er bedst med en lidt erfaren rådgivning. Fjordhesten er dog ikke særlig svær at ride til; men det kræver alligevel en del viden.
Jeg vil til enhver tid sige, at der da er mange andre dejlige racer, som bestemt er bedre rideheste; men jeg tror ikke at disse heste, kan nøjes med de forhold, som fjordhesten kan! Jeg har prøvet at ride en del forskellige fjordheste, ingen har opfyldt nogle af de fordomme, som andre hestefolk har om den gule race.
En hest for alle
Hvad kræver fjordhesten af dens ejer, og hvem er i stand til at holde en sådan pony?For at give et eksempel på, at alle kan være med her, vil jeg skrive, hvordan jeg fik øjnene op for den norske race.
Jeg var næsten lige blevet født, da min storesøster fik en lille shetlandspony efter lang tids plagen. Hun ville så gerne have en lille pony, som mange små piger jo vil, og da vi flyttede hertil fra Silkeborg, havde vi gode betingelser for at holde heste. Den lille shetlandspony havde hun meget sjov med; men den var jo kun 95 cm, og et par år senere var han blevet for lille.
Mor og far ville så finde en ny og større pony, som skulle være rolig og ridevant. De blev rådet til at købe en nordbagger, for det var da i hvert fald en rolig race.
Da de ikke havde en drøjt forstand på heste, tog de ud til en hestehandler og købte den første og bedste nordbagger, der var på vej til slagteriet!
Hestehandleren fortalte at vallakken, som hed Laban, var 3 år gammel, redet til og rolig. Der var over hovedet ingen problemer med ham, og han var en perfekt begynderhest, sagde hestehandleren. 2500 kr. fattigere drog de så af sted med en gul hest i hånden, som skulle foræres til min storesøster.
I starten skulle han være opstaldet på en rideskole i nærheden, så hun kunne lære at ride på den. Laban var ikke stille og rolig, som hestehandleren havde lovet, og han blev brugt til undervisning på rideskolen; men der var kun en eneste pige derude, der gad at ride på ham, for han var vild og tovlig!
Efter to måneder tog de Laban hjem, og min storesøster havde ikke fortalt, at han var vild, for hun ville ikke have ham på slagteriet. Han kom så hjem og boede sammen med shetlandsponyen i et gammelt træskur, som var meget primitivt til at holde heste i.
De fik græs at spise og en masse havre, for det plejede heste da vist nok at spise. Hvis man ved lidt til heste, så er man godt klar over at havre er noget, som giver fut i røven på dem; men det var der jo ingen, der vidste i min familie. Min storesøster var ikke klar over, at Laban aldrig var redet til og at han egentlig kun var 2½ år. Det med alderen fik hun først at vide, da hun snakkede med en dyrlæge.
En dag gik min storesøster op til en helt ubekendt familie, der havde nordbaggere, ringede på døren og spurgte helt naturligt: "Hvad spiser de der egentligt?"
Manden i døren anede ikke, hvem "de der" var; men det fik han så spurgt hende om. Han inviterede hende ind og fortalte lidt om pasning og den slags, mens han var lige ved at flække af grin, fordi hun sådan bare uden videre kom ind og spurgte om det. Det var ikke et helt ringe påfund, at ringe på døren, for siden hen har begge mine storesøstre og jeg passet heste hos dem, og der har vi fået rigtigt mange gode oplevelser! Det er også der, jeg har lært en masse om fjordhesten.
Efterhånden som tiden gik, blev træskuret ringere og ringere. Der måtte snart et nyt til; men heldigvis fik min far fat i en gammel skurvogn, som de kunne stå i. Den var bare luksus for hestene, og de befandt sig godt i den.
Grunden til at jeg skriver i datid er, at begge heste er døde. Shetlænderen døde i en alder af 35 år og Laban blev slagtet som 13 årig. Nu tror I måske, han blev slagtet fordi han var livlig; men det var bestemt ikke årsagen, for da han først var blevet redet lidt til var han en dejlig hest fyldt med krudt. Nej, årsagen var astma. Til sidst stod han og var ved at blive kvalt selv om han fik indsprøjtninger, og der var ikke andet at gøre end at sende ham på slagteri!
Hvis vi den gang havde fået en anden race, er jeg ikke sikker på, at vi kunne få det optimale ud af den race, for som jeg beskrev, var vores forhold meget ringe!
På samme måde med brugen af hesten, tvivler jeg meget på, hvilken hest, der ville kunne opfylde vores krav. Laban blev jo brugt til lidt af hvert, og hvilken race kan opfylde at springe, ride dressur, tage en hurtig galop på standen, ride op og ned af stejle skrænter og svømme en tur i vandet med rytter på? Jeg tror kun der er et meget begrænset omfang af racer, hvor fjordhesten er klart favorit til udnævnelsen!
En af de væsentligste grunde til at man ser mange af de gule på de danske marker er, at de er meget nemme at holde. Som der står i en gammel historiebog fra Norge : "De var i stand til at leve på en sten!"
Jeg vil næsten sige, at enhver kan holde denne race derhjemme; men med de ideelle betingelser, fungerer racen naturligvis bedst.