Vandet i mit akvarium er meget hvidt, hvad kan jeg gøre ved dette?

Underkategori: Fisk
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2005-03-26 10:09:38
Spørgsmål indsendt af Thomas, Borup.



Hej!
Vandet i mit akvarium er meget hvidt.
Hvad kan jeg gøre ved dette?
Med venlig hilsen
Thomas, Borup.



Svar fra brevkasse

Hej Thomas
Hvis du ikke ligefrem bruger kridt i akvariet, så skyldes det sandsynligvis, at du kommer frisk vand fra vandhanen i akvariet. Det hvide, du ser, er noget af den kalk, der er i vandet, som udfældes. Det er det samme der sker, når f.eks. vandhaner kalker til. Det er helt uskadeligt for såvel planter som fisk, men du kan undgå det ved at tappe vandet fra vandhanen på et par plastikdunke og lade dem stå 8-14 dage, før du bruger det. Så vil kalken i stedet bundfældes i dunkene, og ved at hælde vandet forsigtigt over i akvariet, så undgår du at få det med over, og vandet i akvariet forbliver klart. Det hvide vand i akvariet bliver i øvrigt klart i løbet at et par dage.
Nu ved jeg ikke helt, hvad du forstår ved hvidt vand, så der kan være en anden forklaring. Hvis "det hvide vand" holder sig over en længere periode, hvor du ikke har skiftet vand, så er det sandsynligvis infusorier, små mikroskopiske dyr, der under for dem gunstige forhold optræder i store sværme. Som regel er vandet så ikke ensfarvet "hvidt", men det ser nærmest ud, som om man ser ind i en nogle skyer. De er også uskadelige for fisk og planter bortset fra, at de forbruger ilten i akvariet, og det er fiskene jo ikke så glade for. Infusorierne lever af bakterier, der igen lever af delvist nedbrudte planterester. Kuren er derfor først og fremmest en oprensning af akvariet, men ellers ville jeg ikke foretage mig noget, da sådanne infusoriekulturer som regel ret hurtigt går til grunde igen.
Med venlig hilsen
Poul Petersen

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål