Vinduer. .

Underkategori: Diverse

2011-08-14 10:56:24
Spørgsmål indsendt af Trine



Hejsa. Her den anden aften sad min familie i vores stue med åbne vinduer.
Pludselig hørte de nogle skingre "skrig" udenfor - og det blev ved. De gik ud i haven og stod undrende og lyttede. Kl. var 23.30 og mens de stod der, kom jeg hjem. Jeg blev kørt hjem, og med det samme jeg stod ud af bilen, hørte jeg det også tydeligt. Pludselig kom vores kat springende mod os - flygtende fra, hvad det end var. Vi fulgte lyden som, når den var lavest og nærmest klynkende, lød som en tæppetisser, der hyler. Når det var højest - det var virkelig højt - lød det fuldstændigt som et skingert abeskrig. Hvad i al verden har det været? Vi stod 10 meter fra buskadset, hvor det kom fra, men kunne intet se - ingen buske der blev rusket eller noget som helst. Kan det være en grævling? Et eller andet fra mår-familien? Der er meget skov, hvor vi bor.
Efter et kvarter stoppede det. Alt i alt var det en meget uhyggelig oplevelse. Virkelig en lyd, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på både mor, far, lillebror og mig storesøs).
Håber virkelig I kan gøre mig klogere.
Med venlig hilsen Trine



Svar fra brevkasse

Det er meget svært at sige præcist, hvad der har været ude i buskene. Men jeg synes ikke der kan være så forfærdelig mange muligheder og den mest oplagte kunne være natuglen, som har nogle høje, skingre - og måske lidt uhyggelige skrig. Den skriger oftest flyvende, og det har måske været forklaringen på at I slet intet har kunnet se, og at lyden har svinget i intensitet. Prøv at gå på biblioteket og lån en CD med fuglestemmer; natuglen vil sikkert være der. Fuglebøgerne beskriver stemmen som et skarpt "ki-vik", men det skal man nærmest være ornitolog for at sætte sig ind i.
Med venlig hilsen
Leif Øgaard

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål