Jeg vil gerne vide, hvilke frøer og salamander

Underkategori: Frø

2014-06-02 07:52:31
Spørgsmål indsendt af Erik



Hejsa
Jeg vil gerne vide, hvilke frøer og salamander, der er lette og holde samt hvilke frøer der ikke kvækker så højt(eller kvæker om dagen), at det er umuligt at sove
Erik



Svar fra brevkasse

Hej Erik
Jeg må sige, at det er et meget bredt og omfattende spørgsmål, du stiller mig! Der er virkelig mange padder, du kan holde i et terrarium (eller et akvarium for de vandlevende arter). Og mange af dem er gode terrariedyr, men du skal selvfølgelig sætte dig grundigt ind i, hvor terrariet skal indrettes, og hvordan dyrene skal passes. Mit svar til dig vil kunne give nogle få eksempler på velegnede terrariedyr. Men der findes naturligvis mange andre arter, der er gode terrariedyr.
Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg bruger en del latinske navne!
Lad os tage salamandrene først. Vil du have vandlevende salamandre eller landlevende salamandre? Det er et afgørende spørgsmål, som du må gøre op med dig selv først. Problemet med mange salamander-arter er, at de lever under kølige forhold. I en almindelig stue vil temperaturen ofte blive for høj for dem. Men der er trods alt nogle arter, der lever under relativt varme forhold, og dem vil jeg nævne nogle eksempler på.
I Asien findes ildbugsalamandrene, slægten Cynops. De er vandlevende. F.eks. den kinesiske art C. orientalis og den japanske C. pyrrhogaster. I Nordamerika lever der to andre slægter af vandsalamandre, og de har de latinske navne Taricha og Notophthalmus (sidstnævnte er ret almindelig i handlen).
Hvis vi vender os mod de landlevende salamandre, så kan jeg anbefale de Nord- og Mellemamerikanske tigersalamandre af slægten Ambystoma. Nogle arter blev temmelig store, op til 30 cm. Én art findes som en permanent larveform, så den altid lever i vand. Den hedder axolotlen og har det latinske navn Ambystoma mexicanum.
Jeg vil nævne enkelte arter af frøer, der er gode, og som har en ret svagt stemme. Blandt de rent vandlevende arter er der sporefrøer (slægten Xenopus) og dværgsporefrøer (slægten Hymenochirus). Klokkefrøer er både landlevende og vandlevende. Her vil jeg anbefale dig orientalsk klokkefrø, Bombina orientalis, som er vældig spændende og let at opdrætte. For god ordens skyld vil jeg understrege, at den danske klokkefrø (B. bombina) er totalfredet, og den holder vi selvfølgelig ikke i fangenskab.
De sydamerikanske hornfrøer (Ceratophrys) er nogle deciderede grovædere! De er lette at holde, men man skal faktisk efterligne regntiden for at få dem til at yngle, dvs, bl.a. kvække. Deres kvækken er et metalisk klingende skarpt kald, men det høres kun sjældent.
Forskellige tropiske og subtropiske løvfrøer er også interessante terrariedyr, men flere arter har en ganske kraftig og støjende kvækken!
Endelig vil jeg her nævne de små smukke farvefrøer fra de latinamerikanske regnskove. De fleste har en svag og hyggelig pippen, som man kan høre om dagen (den er i hvert fald ikke støjende!). Men jeg synes egentlig ikke, at farvefrøer er begynderdyr. Du bør først have haft frøer i et par år, før du kaster dig ud i at holde de små sarte farvefrøer i et regnskovsterrarium. Hvis du har farvefrøer, skal du altid have adgang til bananfluer, som frøerne æder.
Jeg synes, du skulle kigge på Nordisk Herpetologisk Forenings hjemmeside, hvor vi gennemgår terrarietyper og enkelte dyr: www.nhf.dk
Du kan også melde dig ind i NHF og derigennem lære en masse om terrariehobbyen (hvis du ikke allerede er medlem!)
Jeg vil anbefale dig en god terrariebog, der gennemgår velegnede terrariedyr og pasningen af dem. Den hedder "Aschehougs Terrariebog" og er skrevet af Robert & Valerie Davies.
Til sidst et godt og elementært råd: Når du ser nogle spændende padder til terrariet, så køb dem aldrig med det samme! Gå først i gang med at indrette et terrarium, der er beregnet til netop den art. Og sæt dig nøje ind i, hvordan de skal passes og fodres. Først dernæst kan du tænke på at købe nogle dyr.
God fornøjelse.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
næstformand i Nordisk Herpetologisk Forening
 
Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål