Jeg har lige erhvervet mig 3 små brune frøer

Underkategori: Frø

2002-05-28 02:18:07
Spørgsmål indsendt af Heidi



Hej.
Jeg har lige erhvervet mig 3 små brune frøer til vores nystatede akvarium. Det der undrer mig er at den ene frø ligger med bugen opad som om den er død, men pludselig vender den sig og svømmer videre. Er det normalt?
Med venlig hilsen Heidi



Svar fra brevkasse

Hej Heidi.
Her er der en vigtig oplysning, som du er kommet til at udelade: Hvilken slags frøer taler vi egentlig om? Der findes så utroligt mange forskellige arter af frøer, som stiller vidt forskellige krav til deres omgivelser!
Men jeg kunne forestille mig, at du har dværgsporefrøer, der har det videnskabelige slægtsnavn Hymenochirus og oprindelig stammer fra Vest- og Centralafrika. Det er de små 100% vandlevende frøer, der i voksen stand kun bliver 3-4 cm, og som du kan købe hos mange dyrehandlere. Et par vigtige kendetegn er, at de har svømmehud mellem fingrene på forbenene, og at huden på ryggen er ru og grynet. Du kan finde billeder af dem på internettet.
Hvis du har dværgsporefrøer, kan det så ikke tænkes, at der har været to frøer i klamrestilling (parring), der vendte bugen i vejret i vandoverfladen? Deres forplantning foregår nemlig på en ret speciel måde, hvor æggene afsættes i overfladen, mens parret vender bugen opad! I den situation fejler frøerne altså ikke noget – tværtimod!
I Nordisk Herpetologisk Forening havde vi i øvrigt en glimrende artikel om pasning og opdræt af dværgsporefrøer i november/december 2001. Du kan læse lidt om dette blad og købe det herigennem:
http://nhf.dk/homepage/pages/nhf_butikken/bladet/nhf_butikken_bladet_detaljer.php?idBlad=30
Hvis du har helt andre frøer end dværgsporefrøer, så er det en helt anden sag, og så må jeg have nogle flere oplysninger fra dig!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål